Og så blev det juleaften - og traditionen tro var jeg heller ikke hjemme denne jul, da der jo var så mange andre der gerne ville se mig til jul - og tilsvarende ville jeg jo også meget gerne genbesøge de mange mennesker jeg qua min familie har været tæt på gennem de mange år vi har nydt godt af hinandens samkvem. Naturligvis er familien blevet en del spredt i det halvt hundrede år der er gået i mellemtiden, og flere af familiens medlemmer findes ikke længere her på planeten. Men alligevel syntes jeg da det var et passende tidspunkt at foretage denne lille rundrejse til en del af familiens medlemmer. Rejsen tog sin begyndelse juleaftensdag, hvor jeg tog det direkte tog fra Østerport til Odense, hvor jeg blev samlet op af min storebror og hans kone, hvorefter vi samlet fortsatte til Svendborg for at holde julen hos hans søn Nikolaj og hans kone Kathrine. Sidst jeg havde besøgt dem boede de på Krudtløbsvej, men i mellemtiden var de flyttet til et stort hus i Svendborg - som de nu også havde planlagt at fraflytte i det kommende år. Selv om der var masser af plads havde de godt nok ikke pyntet meget op til jul, for Nikolaj var ikke så meget for den slags pynt, omend Kathrine havde godt nok hængt lidt juleri op. Men var de ikke så meget til julepynt klarede de det langt bedre med julemaden da de diskede op med en fornem fireretters menu, der blev indledt med kaviar, efterfulgt af laks, dernæst andeconfit med Pommes Anna inden en rizalamande lagde låget effektivt på. Juletræ havde de ikke meget af, og jeg slap også for at skulle oplade min sprukne røst inden vi gik til køjs, da der heller ikke var julefællessang. Juledag stod vi op til friskhentet bagerbrød, hvorunder jeg fik mulighed for at smage et par skiver Comté, en fransk ost som smagte vildt godt, og som jeg må spørge min egen ostehandler om når julen lakker mod enden. Derefter satte brormand kursen mod hans og konens hjem i Holme-Olstrup hvor vi kunne slappe af Juledag. Og på 2. juledag kørte vi videre til Esben i Ganløse, hvor han holdt sin traditionelle julefrokost for venner af familien. Her mødte jeg blandt andre han og Gurlis barn, Anna og hendes kæreste David, som agtede sig til Californien det følgende år, og i den forbindelse spurgte han mig om tip til at bestige et godt bjerg. Han nævnte et bjerg, som jeg hurtigt kunne dechiffrere som Mount Whitney. Det var rigtig rart at blive frittet om sådanne detaljer, men da jeg skulle gå kort efter fordi jeg skulle nå bussen til Farum måtte vi tage den en senere dag på telefonen eller mailen. Og hjemme igen kunne jeg se at jeg allerede havde en sådan turbeskrivelse liggende på min hjemmeside...!