Foranlediget af den drøm jeg havde i mandags må jeg indrømme, at den har inspireret mig til at overveje om jeg måske skulle vende tilbage til Alperne. Selvfølgelig vil min interesse pege i retning af et par gode bjerge, men min begrænsede mobilitet vil desværre nok sætte en begrænsning for hvor ekstreme bjerge jeg vil kunne bestige den kommende sommer. Således vil en genbestigning af Täschhorn helt klart være udenfor min rækkevidde, og selv et nærliggende bjerg som Alphubel, som jeg jo har besteget tre gange: i 1985, 1990 og 1994 fra henholdsvis en teltplads i Allalinpass og to gange fra en bivuakplads i Chummibodmen. Mens en potentiel fjerde bestigning i 2006 ikke blev til noget på grund af et uheld da jeg faldt ved krydsningen af Schreiende Bach nedenfor bjerget. Så på nuværende tidspunkt er det 30 år siden at jeg havde min sidste succesfulde bestigning af Alphubel. Det andet område, som dukkede op i min drøm i mandags var Riedgletscher, som så at sige ligger på bagsiden af Täschhorn og længere mod nord, er dog endnu mere tvivlsomt for en potentiel bestigning. For dels er vandrestierne i det område ikke nær så gode som på Mattertal-siden, og dels er Riedgletcher i dag splittet op på kryds og tværs med et kraftigt isbrud lige ud for Bordierhütte. Til gengæld ser det ud til at gletscheren i dag kan krydses lige nedenfor isbruddet. Så det ser ud til, at hverken Täschhorn- eller Riedgletscherområdet vil byde på brugbare og nemme bjergbestigninger. Faktisk lader det til, at alle 'mine' Zermatter Berge er hårdt ramt af den altomfattende nedsmeltning, som er forårsaget af det varmere klima. Så jeg skulle måske overveje at kigge på bjerge, der er mindre katastrofalt ramt af denne nedsmeltning - eller måske besøge Wallis en sidste gang inden al isen er smeltet væk - jeg har jo også en stående invitation til at bestige et par nemme bjerge i Bayern!