Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. december 2024
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En sløv december måned Tirsdag, 31.12.24

Resultatet af denne måneds træning er ikke rigtigt værd at skrive hjem om. For hvor jeg i løbet af november måned havde otte aktivitetsdage havde jeg her i december blot tre gange. Og hvor jeg i november havde fire aktive løbedage havde jeg i december kun det halve antal af slagsen. Det eneste positive der kan siges om det er, at når jeg i november kunne producere 10,8 km løb skulle jeg forvente at jeg ikke kunne producere mere end 5,4 km løb - men faktum er, at jeg trods alt har fået løbet 6,9 km løb. Men, helt ærligt, så er et udbytte, der ikke en gang udgør 7 kilometers løb, jo heller ikke værd at skrive hjem om når jeg tænker på, at mens jeg løb sammen med de andre spartanere var en standard mandagstur jo lidt over 10 kilometer. Og den distance kan jeg tilsyneladende ikke engang opnå i løbet af en hel måned. Selvfølgelig kan jeg undskylde mig med at denne sidste måned i året jo også var den korteste, men det er jo bare en dårlig undskyldning, for i modsætning til den foregående måned har vi jo ikke engang haft snefald her i december, men der har også været kraftig vind da først juledagene gik på hæld. Og den eneste aktivitet, der ikke var i form af en løbetur var blot en ensom omgang styrketræning, hvor jeg dog havde overskud til at gennemføre et fuldt S1-program inklusive den sledgebarbell som jeg havde introduceret forrige vinter. Men hverken S2-styrketræning eller vandring - og naturligvis heller ingen brydning. Så kort sagt må jeg konkludere, at mit aktivitetsmæssige udbytte af denne måned var temmelig pauver! Så selv om det kun er en ringe trøst at jeg ved den sidste kontrolvejning dagen før juleaften stadig var i stand til at holde mig under en vægt på 99 kg, for juleaftensæderiet har nok gjort mig trecifret igen! Til gengæld mener jeg, at jeg allerede forrige måned rundede det samme antal kilometer som jeg havde løbet i det foregående år - hvilket dog må siges at være ret let når jeg kun løber omkring 100 km på et år!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.