Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. februar 2025
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kebnekaise overlader højeste punkt til nordtoppen Fredag, 07.02.25

Det har længe været en offentlig hemmelighed, at isen og sneen her på Jorden smelter i stigende tempo på grund af den globale opvarmning. Jeg har jo selv set, hvordan gletscheren på Adlerhorn i Zermatt-området har smeltet ned siden jeg besteg det bjerg første gang i juli 1985, for snart 40 år siden. Og jeg har godt vidst at sne og is i bjergene i dag er en udpræget midlertidig foreteelse - eller hvad? For jeg har jo også set på Landestopographies kort over Mönch, et bjerg af næsten samme højde som Adlerhorn, at det bjerg faktisk er blevet højere! Men det må hænge sammen med dette bjergs eksponerede position på toppen af Das Dreigestirn von Interlaken, for dette bjergs vækst hænger jo ikke sammen med den viden jeg har om de svindende gletschere. Og jeg havde da slet ikke forestillet mig, at Sydtoppen på Kebnekaise kunne være i risiko for at miste sin titel som Sveriges højeste bjerg. Men det er nok desværre sandheden i dag! Jeg husker stadig fra min barndom, hvor Kebnekaises sydtop i familiens atlas var angivet til en højde af 2123 meter, men da jeg selv besteg denne top i 1982 fik jeg på turiststationen ved foden af bjerget oplyst, at bjerget nu var 2110 meter højt, hvilket var dette års højde! Jo, for bjergets højde ændrede sig fra år til år. Hvilket vel egentlig var logisk nok når toppen bestod af en kalot af is. Nogle år senere fik jeg at vide, at Sydtoppens højde nu var 2107 meter, og i sommeren 2005 skulle toppen være nede i 2104 meter. Men nu påstås det, at Nordtoppen skulle overgå Sydtoppen? Seneste officielle måling fandt sted i 2013, hvor Sydtoppen var målt til at være 2,2 meter højere end Nordtoppen (som er en klippetop og 2097 meter høj), og Sydtoppen smeltede henved en halv meter ned om året. Og den svenske professor og forfatter Sverker Sörlin har i sin bog Sne anført, at Nordtoppen nu var den højeste af de to. Men det kan da ikke være så svært et måle den aktuelle højde. For bjergførere tager turister op til toppen ad Västra Leden hver dag, og så er det jo bare at tage en velkalibreret GPS-måler med op!


Kebnekaise med Sydtoppen til venstre
set fra Ladtjovagge den 24. august 1982.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.