I løbet af det seneste års tid har jeg bemærket, at jeg gradvist har fået en dårligere mobilitet, og måske det endog ligger længere tilbage. I løbet af 2023 er jeg et par gange blevet overrasket over at jeg uventet har faldet. Ganske vist ikke nogle episoder, der gav anledning til skader, men hver gang har jeg syntes at det var ganske pinligt at jeg sådan bare kunne falde på gaden, og jeg har altid sørget for at komme hurtigt op igen, hvilket jeg heldigvis ikke havde nogle problemer med (det var der vel ikke nogen der så) og jeg sørgede altid for at trave videre som intet var hændt. Men da jeg i sommers var i Stavanger i Norge og ville foretage årets bestigning af et bjerg havde jeg udset mig at ville bestige Bjørndalsfjellet med den beskedne højde af 362 meter og havde overvejet også at bestige Lutsifjellet, som blot var 346 meter højt, for det ville jeg jo blot passere lige forbi. Begge disse toppe lå blot et par kilometer fra Gramstad, og der var en sti, der førte direkte dertil, så det burde ikke være den større opgave. Lige bortset fra at jeg boede disse dage i et hotel på vestsiden af Gandsfjorden mens Gramstad lå en håndfuld kilometer øst for fjorden. Havde det været i 'de gamle dage' havde jeg blot taget bussen til Sandnes, køre videre så langt jeg kunne komme mod Gramstad, og så travet op derfra. Men det ville være for bøvlet at købe en busbillet, så da jeg havde penge nok blev det en taxa hele vejen til Gramstad i stedet, for den kunne jeg betale med plastic. Den første kilometer fra Gramstad skulle ikke være noget problem, for stien holdt her højden gennem nogle engdrag, og herfra ville stien fortsætte halvandet hundrede højdemeter op til disse små toppe. Men inden jeg skulle begynde på opstigningen var jeg faldet tre gange, og heller ikke her havde det givet anledning til skader - men da jeg endnu ikke var gået i gang med opstigningen fandt jeg det tilrådeligt at vende her inden jeg skulle ud i stejlere terræn. Og stien mindede mig temmelig meget om Tuckerman Ravine Trail på den lave del af opstigningen mod Mount Washington, og det gjorde det klippebestrøede terræn også. Så jeg kunne forestille mig, at det nok også ville være sammenligneligt med Katahdin i Maine, som jeg jo også havde planlagt at bestige med Rob når jeg i nærmere fremtid skulle besøge ham. Så jeg bør nok indse, at jeg nok aldrig kommer til at bestige Katahdin med Rob, og vi bør nok finde et mindre udfordrende mål.