Det er nu ti år siden at jeg tog afsked med Dansk Bjergklub - eller måske rettere klubben tog afsked med mig. For efter mere end tredive års medlemskab havde klubben bevæget sig fra god gammeldags bjergbestigning, hvilket naturligvis var det, som interesserede mig, til en sammenslutning af personer, som så klatring som en lodret workout på en indendørs gymnastiksal - og hvor var de store vidder i det? Men de seneste år havde jeg ikke hørt et kvidder fra klubben, klublokalerne var jo lukkede og klubbladet var også blevet sparet væk, et skisme, hvilket dette klip viser: "Så man havde alligevel fundet min gamle postadresse frem, efter at klubben for nogle år siden havde slettet min email-konto inklusive alle de emails der lå på den. Jeg havde ellers efterhånden vænnet mig til, at mit medlemskab af Dansk Bjergklub var en saga blott, men de havde altså alligevel fundet min gamle adresse frem og også mit gamle medlemsnummer 1929. Det nummer var der jo en vis affektionsværdi i, da det fortalte, at da jeg meldte mig ind i klubben i 1982 var jeg den 1929. person, der var blevet medlem siden klubben blev grundlagt i 1951. Men hvem ved det i dag? Og hvor mange medlemmer er der overhovedet tilbage af den gamle skare? På den sidste medlemsliste jeg havde kunne trække stod jeg trods alt på første side hvis man sorterede medlemmerne efter anciennitet, og i 'gamle dage' kunne man ikke beholde medlemsnummeret hvis ikke man havde haft uafbrudt medlemskab. Om jeg kan bruge dette medlemskab til noget i dag, hvor jeg knap nok kan bestige bjerge og næppe heller kommer til klubhytten på Kullen, hvis den altså stadig eksisterer, er dog temmelig tvivlsomt."
Alligevel betalte jeg dengang i 2015 mit kontingent, men det medførte ikke nogen ændring i forholdet mellem bjergklubben og mig, og et år senere led mit medlemskab af den klub en stille død. Og hvorfor skulle jeg fortsætte mit medlemskab der? Jeg har jo aldrig interesseret mig for det, jeg kalder 'kunstig klatring', og i de mellemliggende ti år har jeg kun besteget et mindre bjerg i 2022 - som med en højde af 550m ganske vist er det højeste punkt i New Jersey, men som jeg kun kunne bestige med hjælp fra min gode ven John, der kørte mig til bjerget i sin bil. Og ved mit forsøg på at bestige det 362m høje Bjørndalsfjellet i Norge forrige år lykkedes det mig kun at lave tilgangen. Men selv om mine bjergbestigeriske muligheder i dag ligger på et yderst tyndt grundlag er lysten der stadig. Spørgsmålet er vel snarere om min krop er med på den idé!
Dagblog 23. marts 2015: Medlem af Dansk Bjergklubs efterfølger