Fra tid til anden har jeg haft temmelig vilde drømme, og det er drømme, som på en eller anden måde har haft roden fæstnet i noget, som kunne have sket på et tidspunkt, men næppe er realistisk i dag, men måske alligevel kunne have været en ønskedrøm - og som i hvert fald foregår i et sceneri, som jeg har set med mine egne øjne. I denne drøm - som måske er inspireret af min foregående weblog - var jeg på besøg hos en af mine gode venner, og det kunne have været Christoph fra München eller Jacob Klaris fra Greve, som jeg lavede mange bjergture med for en snes år siden i Alperne, på Kilimanjaro eller Aconcagua. Men det var i hvert fald en fyr, som havde god indsigt i bjergbestigning. På et whiteboard præsenterede han mig for vores program for, hvilke bjerge vi skulle bestige sammen i det kommende år. Hvorvidt det var et års program kunne jeg dog ikke fastslå, men whiteboard'et var overbroderet med turforslag skrevet med en blå speedmarker, og da turforslagene blot var i stikordsform og skrevet så tæt som de var, kunne jeg forestille mig, at det var et årsprogram han havde linet op for mig, da der var så mange bjerge, at der tydeligvis ville være nok til én bestigning hver dag! Således var det generelt blot navne på bjerge, der som udgangspunkt sandsynligvis skulle tages fra bunden, ligesom det i gamle dage havde været Christophs stil, og det var så overvældende at det realistisk set godt kunne have været en hel livsopgave, men ved nærmere eftertanke kunne det have haft en reference til de lister over bjerge, som Jacob og jeg havde skrevet sammen mens vi havde vores fireugers tur sammen på langs af Alperne i 2004. Blandt de mange udfordringer var der ét bjerg jeg bed mærke i, og det var La Grivola i Valsavarenche, som jeg ofte havde fæstnet mig ved når jeg i 90erne havde besteget bjerge på grænsekammen mellem Wallis og Italien og rettet blikket sydpå mod Gran Paradiso. Selvfølgelig havde jeg ikke længere mulighed for at bestige disse bjerge - og da slet ikke La Grivola, som er en teknisk krævende høj klippetop i Gran Paradiso-området. Men jeg tog det som udtryk for, at det måske var min krops måde at fortælle mig på, at jeg mentalt slet ikke skulle opgive at bestige flere bjerge. Så må det vise sig, om jeg i den nærmere fremtid kan udvælge et bjerg, som jeg vil have en reel mulighed for at bestige.