22. oktober forrige år havde jeg sammen med min gode ven Erik været i byen for at spise en tidlig aftensmad. Egentlig ville vi have været på Axeltorv Bodega, men der var der fyldt op på grund af et andet arrangement, så vi rykkede ned ad Jernbanegade for at finde et andet listigt sted hvor vi kunne få både vådt og tørt. Og da vi senere på aftenen forlod stedet for at gå hver til sit var jeg så klodset at jeg snublede ved udgangen. Om det bare var en trappesten ved jeg ikke, for på det tidspunkt var jeg allerede ved at tænke på, at jeg skulle ned til Vesterport og tage toget hjem. Men Erik gav mig da en hånd så jeg kom op i lodret position igen, og så gik vi hver til sit, og det var ikke noget vi talte om efterfølgende. Men den 27. marts i år gentog historien sig: denne gang var jeg bare alene og på vej hjem fra Novo Nordisks aktionærmøde i Bella Centret. Her havde vi sluttet af med en let anretning, hvortil der havde været et par gode glas vin, og på vej hjem fra stationen var jeg igen snublet og faldet, blot et par minutter før jeg var hjemme. Men hvor jeg på Jernbanegade var faldet til siden faldt jeg her på Kildevældsgade forover så jeg kunne tage fra med hænderne. Jeg har så nok givet lyd fra mig på grund af overraskelsen, for med det samme kom en forbipasserende tililende og hev mig i lodret position. Hvilket jo var godt, da jeg efter mine knæoperationer har lidt besvær med at komme op ved egen kraft. Jeg takkede ham for at give mig en hånd og listede af igen, pinligt berørt. Så den eneste skade var et par skrammer på mine håndled. Senere slog det mig, at det var den famøse undersænkede flise, der lå der, hvor fortovet smalnede ind på grund af den uklippede hæk, som rækkehusets beboer har udvidet sin parcel med. Men blot en uge senere gentog historien sig, denne gang var det bare i bus 150S, hvor jeg skulle til aktionærmøde i Novonesis. Jeg var kommet om bord i den temmelig fyldte bus gennem den bageste dør og var på vej op gennem bussen så jeg kunne checke ind da chaufføren uvarslet begyndte at køre. Og da jeg ikke havde taget fat endnu røg jeg bagud på halen. Heldigvis var der en ældre dame der kunne give mig en hånd så der blev alligevel ikke checket ind. Og ved nærmere eftertanke var jeg yderligere en gang tidligere faldet, og det var den 29. maj i forrige år, hvor jeg havde en midtugestur til Stavanger for at bryde og havde taget en dag fri for at bestige Bjørndalsfjellet. Og inden jeg var begyndt på selve opstigningen var jeg dejset om tre gange på stien, der blot bestod af klippeblokke. Og hvorfor skriver jeg nu om det? Jo, for i lørdags havde min avis en artikel om ældre personers kalamiteter med uventede fald. Hvilket jeg nok vil vende tilbage til i nær fremtid.