Forløb Et af de største bjergskred i Europa i nyere tid fandt sted i løbet af foråret 1991 klos op ad den lille by Randa i Mattertal. Uden nogen form for forvarsel blev indbyggerne vækket kl. 6.25 om morgenen den 18. april 1991, da den stejle klippevæg Wartflüe på den vestlige bjergside kollapsede og sendte op mod 20 millioner kubikmeter klippe drønende mod dalbunden. Bjergskreddet dækkede markerne ved Unterlerch umiddelbart nord for byen med klippeblokke på op til 10.000 kubikmeter og dækkede Randa og omgivelser med et støvlag af op til en halv meters tykkelse. Hele den øverste del af Mattertal blev nærmest sat i undtagelsestilstand, og først den følgende dag kunne man besigtige skaderne. Mattervispas flodseng var spærret af over en længde af 850 meter, men vandet havde i mellemtiden selv fundet et nyt løb over de tilstødende marker. Hovedvejen gennem dalen var stort set forskånet for skader, og efter at have ryddet støv og grus væk kunne den i løbet af eftermiddagen åbnes i et enkelt spor for ærindetrafik. Jernbanen, som lå lige i skredkanten havde større skader på tandstængerne, ligesom luftledningerne var revet ned over en længde af 150 meter, således at banen var lukket indtil videre, og forbindelsen blev overtaget af busser mellem Herbriggen og Täsch. Af sikkerhedsmæssige grunde forblev vejen dog afspærret i nattetimerne. Ved et sandt held kostede bjergskreddet ingen mennesker livet, men 25 får og 7 heste blev begravet under klippemasserne. Umiddelbart efter skreddet blev der sat overvågningsstationer op, og de skulle snart vise deres værdi, for da der den 21. april kom to efterskred, hver med ca. 10.000 kubikmeter klippe, var området evakueret i forvejen. Det var dog i mellemtiden lykkedes at reparere jernbanen så meget at der nu kunne sendes tre daglige godstog til at forsyne Zermatt. I løbet af den følgende uge havde forholdene stabiliseret sig så meget at man kunne tage fat på den egentlige oprydning, uden hele tiden at skulle afbryde arbejdet på grund af små efterskred. Det stod dog klart at det ikke ville være en langsigtet løsning at bevare de eksisterende trafikforbindelser hvor de var på det tidspunkt, og kantonsrådet besluttede derfor at flytte trafikkorridoren længere op ad den østlige bjergside, i sikkerhed for kommende bjergskred. Situationen på bjerget havde nemlig endnu ikke normaliseret sig fuldstændigt, idet målinger viste at bjergsiden over det berørte område bevægede sig mod dalen med ca. en centimeter om dagen. Om aftenen den 9. maj fulgte så endnu et stort bjergskred. Det første skred havde tilsyneladende fjernet fundamentet for den ovenfor liggende bjergside, og fra en højde af 2300 meter styrtede yderligere 8 millioner kubikmeter klippe i dalen og udløste et mindre jordskælv, der blev målt til styrke 3 på Richterskalaen. Selv om dette skred var af mindre omfang end det foregående stod det hurtigt klart at konsekvenserne var større. Den netop reparerede jernbane blev begravet under det nye skred, og ligeså blev 250 meter af hovedvejen. Det stod således klart, at beslutningen om at flytte trafikkorridoren op ad bjergsiden var den rigtige. Imidlertid var der nu et andet problem som var meget mere påtrængende. Floden Mattervispa var nu blevet definitivt afbrudt, idet flodsengen var spærret af klippeblokke i over 120 meters højde. En sådan forhindring kunne vandet ikke blot løbe udenom, og floden var derfor begyndt at danne en sø bag bjergskreddet, hvor vandet steg med ca 5 centimeter i timen. At skabe et nyt afløb for floden fik hurtigt højeste prioritet, idet beregninger viste at flodvandet skulle stige 51 meter - 12 meter højere end banegården i Randa - før der blev dannet et nyt naturligt afløb. Opgaven viste sig dog at være temmelig vanskelig. Henved 350.000 tons klippe skulle ryddes væk, men arbejdet blev besværliggjort fordi det nedstyrtede materiale var blevet stærkt sammenpresset ved kollisionen med den modsatte bjergside, der under presset havde hævet sig med flere meter. Hertil kom, at der i den projekterede kanalzone lå klippeblokke på op til 10 meters tværsnit, som ikke blot kunne læsses på en lastbil og køres væk. Man magtede således trods assistance fra militæret ikke at fjerne mere end knap 7.000 tons klippeblokke om dagen. Unterlerch før Wartflües kollaps. Billedet er taget fra toget i 1981, og hele Unterlerch incl. jernbane er i dag begravet under 60 millioner tons klippe af op til 140 meters højde.   Allerede fra starten havde man pumpet en del af Mattervispas vand udenom bjergskreddet for derved at aflaste den opdæmmede sø, men på grund af megen regn og den igangværende afsmeltning af sneen i bjergene steg vandet fortsat bag bjergskreddet. Den 15. maj fik man etableret en provisorisk vej rundt om bjergskreddet, således at materialer nu kunne fragtes til Randa pr. lastbil og ikke blot pr. helikopter. Hvilket også var tiltrængt, idet vandet i den opdæmmede sø nu stod blot 50 centimeter under overløbet for byens rensningsanlæg. Det var dog umuligt at holde vandet tilbage, så for en sikkerheds skyld blev der bygget en høj mur rundt om anlægget for at holde vandet ude. Nu blev der samlet pumper ind over hele Schweiz, for pumper, der kunne pumpe 100 liter/sek. de nødvendige 30 meter op havde man ikke lige stående i skuret. Pumpefabrikken Hidrostal AG ved Schaffhausen byggede på få timer fire pumper sammen af reservedele de havde liggende på lageret, og i pinsedagene fik firmaet i døgndrift fremstillet yderligere seks pumper, hver med en kapacitet på 400 liter/sek. Den 26. maj var pumpekapaciteten i stand til at pumpe fire kubikmeter vand i sekundet, men det var stadig langtfra nok, vandet steg stadig bag bjergskreddet og nærmede sig nu Randa. På nuværende tidspunkt var man i fuld gang med at bygge den nye omfartsvej, der blev sluttet til den gamle hovedvej ved indkørslen til Randa. Men da hovedvejen gennem Randa går hen over de lavtliggende marker nedenfor byen besluttede man sig for at bygge en 500 meter lang pontonbro ovenpå hovedvejen, således at denne fortsat ville være farbar hvis den blev oversvømmet, for derved at sikre trafikken op gennem dalen. Og denne opgave blev med militarisk akkuratesse udført af de schweiziske ingeniørtropper. Med det stigende pumpebehov stillede Grande Dixence-kraftværket en 16 kV stærkstrømsledning til rådighed. Denne ledning forsynede normalt pumpestationen i Zmutt ovenfor Zermatt, men blev nu via ni mobile transformatorstationer omledt til pumperne i Randa. I starten af juni nåede pumpekapaciteten op på 10 kubikmeter i sekundet, og det kunne på en god dag nogenlunde holde trit med indstrømningen fra den øvre dal. Men ved spidsbelastningen den 17. juni flød der hvert sekund 34 kubikmeter vand ind i den opdæmmede sø, og inden længe var de nedre dele af Randa oversvømmet. Men trafikken kunne fortsat passere på den nu svømmende pontonbro. Allerede den 11. juni kunne man indvie den nyanlagte hovedvej uden om bjergskreddet, og den 31. juli var det så vidt at den nye jernbane uden om bjergskreddet også kunne tages i brug. På kun 10 uger havde det været muligt at bygge 3 kilometer jernbane, med alt hvad der dertil hører af jordanskaffelse, byggetilladelser, jordarbejde, skinne- og tandstandslægning samt kørestrøms- og fjernstyringsanlæg. I mellemtiden havde man arbejdet videre på etableringen af Mattervispas nye afløbskanal, og den 9. juli fandt det første gennembrud for kanalen sted. I første omgang var det dog kun et smalt afløb, og inden afløbet blev udbygget til fuld kapacitet måtte Randa gennem endnu en oversvømmelse den 9. august. Denne gang var det Dorfbach gennem Randa som gik over sine bredder og rev så meget materiale med sig, at Mattervispa blev afspærret ovenfor det store bjergskred. Her var der ingen pumper opstillet, og på ingen tid steg vandspejlet med over fire meter, og den nedre del af byen stod atter under vand i et par dage. Men sidst på måneden var afløbskanalen udbygget så meget at man kunne være rimelig sikker på, at Randa var garderet mod yderligere oversvømmelser, og man kunne nedtage pontonbroen, som i de forløbne tre måneder havde vist sin gavn. Men alt dette vidste jeg ikke noget om, da jeg den 17. juli besøgte Randa for en kort stund. Netop denne sommer havde jeg slået mig ned i Saastal, og da jeg efter et mislykket forsøg på Alphubel blev tvunget ned til Täschalp på grund af dårligt vejr var det belejligt at fortsætte helt ned i dalen og tage via Stalden tilbage til Saas Grund. Jeg har nok givet et temmelig tåbeligt indtryk da toget standsede i Randa og vi skulle skifte til bus, og jeg ganske uvidende spurgte 'hvorfor dog det?'. Stationsbetjenten kunne vel næppe forestille sig at jeg aldrig var kommet op gennem dalen, men havde vandret over passene fra Saastal. Men han bevarede dog fatningen og sagde blot 'Steinschlag'. Og hvad han mente med dette fik jeg snart syn for da vi i bus kørte ud af Randa og jeg så det enorme bjergskred for første gang og den armada af entreprenørmaskiner der arbejdede på højtryk for at udvide afløbskanalen. Kald det stenslag en gang til! Täsch og Randa som landskabet så ud før 1991, her set fra Tufteralp i 1984.   Årsager Det er ikke usædvanligt med store stenskred i Mattertal, og faktisk kan man takke de mange store skred for, at den snævre dal egentlig er så beboelig som den er. Efter istiden har adskillige store skred spærret dal og flod af, og derved skabt de græsklædte dalbredninger, der ligger som terrasser op gennem dalen, "Matten", som man kalder dem, og som også har givet navn til dalen. Umiddelbart efter istiden fandt der flere større bjergskred sted, da de brede gletschere trak sig tilbage fra dalbunden og dermed fjernede det stabilitetsgivende istryk på bjergsiderne, en proces man stadig kan se i mindre målestok i de højere bjergegne. Siden istiden har der været færre af disse store skred, og i dag er det noget lidt usædvanligt med et bjergskred af denne størrelse. Skreddet som sådant var måske ikke så usædvanligt, for statistisk kan man antage, at et sådant bjergskred finder sted ca. hvert 50. år et eller andet sted i Alperne, men det usædvanlige ved Randaskreddet var lokaliteten så tæt på en by, og de langtrukne følgevirkninger. Man kan ikke udnævne en specifik årsag til Randaskreddet, men nærmere et sammenspil af flere faktorer. Randa ligger som bekendt dybt i dalen, i en højde af godt 1400m, men under istiden har dalen været fyldt op til ca. 2550m højde af Mattergletscheren, og morænespor tyder på at isen på et tidspunkt har været helt oppe i 2700m højde. Denne gletscher har gnavet dalbunden ned til under 1300m højde, hvilket er godt 100 meter lavere end dalbundens højde i dag. Denne 1300m tykke istidsgletscher har udøvet et kraftigt pres på bjergsiderne, og da endelig isen trak sig tilbage blev der udløst adskillige skred på især dalens østside. Strukturen i bjergene omkring Mattertal er således, at de enkelte klippelag hælder ca. 25 grader mod vest, så hvor de løsnede klipper på østsiden nærmest havde en glidebane at køre på, så blev klipperne i vest liggende, så at sige på hylden. Dette forhindrede dog ikke bjergsiden i at udvide sig da istrykket forsvandt, men i stedet for løbende mindre stenskred blev der dannet mængder af minimale spalter i bjergsiden, der derved blev åben for vandets erosion. Og i løbet af århundrederne har det gennemsivende vand udvidet de små sprækker og afsat sand- og grusaflejringer langt ind i klippen. Under den lille istid ca. år 1600-1880 har hele bjergsiden været bundet af permafrost, men med det varmere klima op gennem det 20. århundrede blev processen sat i gang igen og accelereret. Det var således kun et spørgsmål om tid, inden bjergsiden var så gennemtæret af spalter at den ikke kunne bære sin egen vægt. I 1979 styrtede et klippespir ned fra Wartflüe, men trods en nærmere inspektion blev der ikke fundet tegn på risiko for et større skred. Langt det meste af Mattervispas vestbred var allerede dengang klassificeret som potentielt fareområde, og arealet blev derfor ikke udnyttet. Juli 1990 foretog jeg en løbetur ned langs denne vestbred, og det var tydeligt at arealet ikke kunne bruges til noget fornuftigt, idet store klippeblokke dækkede hele den stejle flanke mellem Wartflüe og floden. Mellem Randa og Breitmatten fandtes ingen sti, men selv om der var opsat advarselsskilte om risiko for stenslag kunne jeg ikke forestille mig noget af betydning komme ned fra Wartflüe mens jeg passerede forbi nedenunder. I begyndelsen af 1991 fandt der dog hyppige stenslag sted, men stadig intet særligt at bemærke. Den 17. april bemærker man dog at nogle kilder som udspringer i Wartflüe er blevet meget kraftigere, hvilket henføres til den kraftige snesmeltning efter en lang varmeperiode. Senere på dagen sprænges to klippeplader af væggen ovenfor kilderne, men der bliver ikke taget synderlig notits heraf. I løbet af den følgende dag kollapser hele Wartflüe. Fremtiden Selv om langt det meste af bjergsiden nu er skredet ned og faldet til ro er det sikkert, at der på et eller andet tidspunkt igen vil komme skred fra den vestlige bjergside ovenfor Randa. Måske ikke i dette århundrede eller det næste, men bjergenes erosion vil fortsætte indtil der kun er et fladt bølgende landskab tilbage. Disse naturlige ødelæggelser har mennesket ingen mulighed for at forhindre, men så længe man ønsker at bebo disse potentielt risikable zoner må man tage sine forholdsregler. Og at gardere sig mod en fremtidig risiko, dét er noget som schweizerne er gode til. Randaskreddet viste i al tydelighed, at den største risiko for Randa ikke er at blive begravet under millioner tons klippeblokke, men at blive oversvømmet af Mattervispa hvis floden spærres. Og denne risiko har man fuldt og helt imødegået. Den nye afløbskanal for Mattervispa blev ganske vist bygget i al hast, men man tog sig alligevel tid til at lægge en kraftig rørledning af beton i bunden af kanalen inden man gav floden frit løb. Så hvis kanalen bliver blokeret af et mindre skred kan en del af vandet fortsat løbe gennem rørledningen indtil man atter får skaffet fri passage. Det kan dog godt være, at vi ikke har hørt det sidste til Wartflüe endnu. Der er nemlig stadig en lille rest tilbage helt mod nord, som udviser den samme erosion som de dele af bjergsiden der allerede er styrtet. Så muligheden foreligger, at Mattervispa en dag atter vil blive blokeret af et stort skred. Men det har man også en løsning på, for hvis floden ikke kan løbe udenom bjerget kan den da blot løbe igennem. Med andre ord har man boret en 3,5 km lang tunnel gennem bjerget, så hvis situationen bliver kritisk kan man i dag med et sluseværk blot sende floden gennem den underjordiske omløbstunnel. Ved projekteringen af tunnellen har man også helgarderet sig, idet man har beregnet hvor det nedstyrtende materiale fra et muligt fremtidigt skred vil lægge sig, og herefter boret tunnelens udmunding så højt at den ikke vil blive blokeret. Denne tunnel blev påbegyndt i 1992, og den 22. september 1995 var den ført igennem bjerget med fuld diameter og kunne indvies med manér. Endelig kunne beboerne i Randa vide sig i sikkerhed. Tilbage til Randa Mattervispas (blå) og jernbanens (rød) forløb før Randaskreddet, den stiplede linie angiver jernbanens nuværende forløb. Krydset på jernbanelinien angiver den omtrentlige position for billedet ovenfor fra 1981, og den blå cirkel helt til højre angiver udmundingen af den borede omløbstunnel. Billedet taget fra Hohberge i 2001. Litteratur: Der Bergsturz von Randa 1991 - Eine Dokumentation, Naturforschende Gesellschaft Oberwallis 1995.