Navigation: Quicklink   
Start  >  Info  >  Schweiz  >  Wallis  > Turtmanntal
 
 Uploaded 18-03-04  
Bishorn er det altdominerende bjerg for Turtmanntal


Val d'Anniviers Turtmanntal Mattertal Saastal Wallis Turtmanntal

Oversigt:

Generelt om Turtmanntal

Hvordan kommer man til Turtmanntal?

Hvad kan man foretage sig i Turtmanntal?

Hvor slår man sig ned i Turtmanntal?


  Generelt om Turtmanntal

Turtmanntal er en ganske upåagtet sidedal til Rhônedalen, og det er de færreste, schweizere inklusive, der er vidende om at der faktisk gemmer sig en tyve km lang dal bag byen af samme navn. Dette skyldes nok det faktum at der ikke findes nogen egentlige byer i dalen, og de eneste bydannelser er i form af fritidsbebyggelser, der tjener som feriehuse for de lokale nede fra Rhônedalen eller fra storbyerne længere i nord. Egentlige byer findes kun ved udmundingen af dalen i Rhônedalen - en på hver side. Når vinteren kommer bliver dalen ganske simpelt lukket af, idet snerydning ikke finder sted ovenfor Oberems. Som turist i Turtmanntal skal man derfor langt hen af vejen være forberedt på at kunne klare sig selv.

Turtmanntal udmunder som nævnt ved den lille by Turtmann, og herfra fører en landevej op til de to byer ved dalens indgang: Ergisch og Oberems. Fra Oberems fortsætter vejen som en snæver bivej et langt stykke ind i dalen og slutter som offentlig vej ved gården Vorder Sänntum. Undervejs passerer bivejen flere udsteder, og langt oppe i dalen passerer den de to sammenvoksede landsbyer Gruben og Meiden, der udgør den øvre dals centrum. Tilbage til oversigt



  Hvordan kommer man til Turtmanntal?

Turtmanntal nås med tog over Basel/Bern og gennem Lötschbergtunnelen til Brig, hvor man skifter til regionaltoget i retning mod Sion. Inden ombordstigning bør man sikre sig at toget standser i Turtmann, idet det ikke er alle tog der standser her. Fra stationen i Turtmann er der en lille km mod syd til selve byen, hvor man i den sydlige udkant finder en svævebane der kører op til Oberems, alternativt kører der også bus til Oberems via Ergisch. Fra Oberems kører en lokalbus tre gange dagligt op og ned gennem Turtmanntal så langt som til Gruben-Meiden.

Besøger man Turtmanntal er en bil helt klart en fordel. Med bil køres fra Bern ad motorvejen i retning mod Lausanne, og ved Vevey drejes fra mod Simplon. Motorvejen ender i øjeblikket (pr. 2003) i en rundkørsel øst for Sierre. Man fortsætter ad landevejen ca. 12 km og når så til Turtmann. Man drejer her til højre gennem byen, og i den sydøstlige ende af byen fører vejen op mod Turtmanntal. Umiddelbart før man krydser floden Turtmänna drejer en stikvej fra mod Ergisch, mens landevejen krydser floden og fører frem til Oberems og Turtmanntal. Afstand fra København ca. 1400 km. Alternativt kan man fra Bern køre mod Interlaken og i Spiez dreje fra ad landevejen mod Kandersteg, hvorfra der er biltog i pendulfart gennem Lötschberg til Goppenstein. Herfra fører landevejen ned mod Gampel, hvor man drejer mod vest i retning mod Sion, og ca. tre km senere når frem til Turtmann, blot fra den modsatte side. Denne rute er henved 95 km kortere og fører gennem en meget flot dal på vej op mod Kandersteg. Hvis der ikke er for megen kø ved biltoget er denne rute hurtigere end motorvejen.

Med fly er det enklest at flyve til Genève og herfra tage toget over Lausanne og Sion til Turtmann, hvorfra man som ovenfor anført finder den videre vej op i Turtmanntal. Tilbage til oversigt



  Hvad kan man foretage sig i Turtmanntal?

Vandring: Turtmanntal har et stort udvalg af skovveje, der fra dalbunden fører op til de mange sætere der stadig findes her i Turtmanntal. Disse mange skovveje er dog kun i begrænset omfang knyttet sammen, således at en vandretur i Turtmanntal derfor ofte medfører at man må stige op og ned samme vej. Der er dog flere steder hvor man finder sammenhængende stier, ofte i forbindelse med de gamle vandledninger, eller suonen som de kaldes her, så har man et godt kort kan man sagtens skrue en fornuftig vandrerute sammen, hvor man tilmed næsten med garanti ikke møder andre vandrere. Den projekterede langdistancevandrerute Tour du Cervin vil passere tværs over Turtmanntal i sin vej fra Mattertal til Val d'Anniviers; etapen fra Jungu over Augstbordpass til Gruben-Meiden blev indviet i 2002 og i den videre passage over Meidpass er der fra gammel tid allerede sti.

Bjergbestigning: Turtmanntal er ganske vist liggende centralt i Walliser Alpen, men har alligevel ikke det store tilbud af bestigningsmuligheder. Størsteparten af Turtmanntals bjerge er underordnede toppe på begge sider af dalen, hvortil kommer at disse toppe ikke er særlig lette at nå, idet så godt som alle bestigninger må finde sted fra dalbunden. Kun i den sydligste del af dalen finder man bjerge af turistmæssig interesse, og her ligger Turtmannhütte ganske velplaceret med et righoldigt udbud af bestigningsmuligheder. Herfra kan blandt andre bestiges Üssers Barrhorn (3610m), der er en let tur på et forholdsvis højt bjerg og med en ganske god udsigt. Kun en enkelt top over 4000m kan nås fra Turtmanntal, og det er Bishorn (4153m) der, selv om det utvetydigt er et Turtmann bjerg, alligevel hyppigst bestiges fra Zinal i Val d'Anniviers. Mere...

Bjergløb: Der er ikke umiddelbart faciliteter for bjergløb i Turtmanntal, ligesom der ikke er nogle ruter der specielt kan anbefales. Det skal dog nævnes at landevejen i bunden af dalen ikke har megen trafik, hvorfor denne uden vanskeligheder kan bruges til almindeligt træningsløb.
Tilbage til oversigt



  Hvor slår man sig ned i Turtmanntal?

Overnatning i Turtmanntal kan være noget af et problem, idet der stort set ingen faciliteter findes. Holder man til i Ergisch eller Oberems er der ingen problemer, idet man her både finder hoteller og indkøbsmuligheder, men oppe i selve Turtmanntal er der stort set ingen faciliteter. Dog findes der i den sydligste del af dalen de to SAC-hytter Turtmannhütte og Cabane de Tracuit, ligesom et enkelt bjerghotel med restaurant findes i Gruben-Meiden. Der er ikke i overskuelig fremtid udsigt til en udbygning af turismen i Turtmanntal, dels fordi en investering kan være svær at hive hjem så længe dalen er lukket om vinteren, dels fordi det endnu ikke er afklaret hvorvidt dalen skal høre under Turtmann eller Oberems kommune, og en udbygning af infrastrukturen derfor ikke kan finde sted. Tilbage til oversigt




Interne links:

Bjergbestigning i Turtmanntal
Bjerghytter
Hytteindex
Eksterne links:

Turistinformation Turtmanntal
Turistinformation Wallis
SBB - Rejseplan Turtmanntal