Når dagen gryr, spørger vi os selv
Hvor kan vi finde lys i denne endeløse skygge?
Det tab, vi bærer med os
Et hav, vi skal krydse
Vi har trodset uhyrets bug
Vi har lært, at ro ikke altid er fred
Og at normerne for og tankerne om
Hvad ret er
Ikke altid er retfærd
Alligevel blev daggryet vores
Før vi vidste af det
På en eller anden måde klarer vi det
På en eller anden måde har vi overlevet og oplevet
Et land, der ikke er knækket
Men blot ufærdigt
Vi, arvingerne til et land og en tid,
Hvor en ranglet sort pige
Efterkommer af slaver og opfostret af en enlig mor
Kan drømme om at blive præsident
Men i stedet læser sit digt for præsidenten
Og ja, vi er langt fra funklende
Langt fra perfekte
Men det betyder ikke, at vi ikke stræber efter den perfekte union
At skabe et land, der er forpligtet på
Alle menneskehedens kulturer, kulører, karakterer og konditioner
Så vi retter ikke blikket mod det, der skiller os
Men mod det,der står foran os
Vi bygger bro over kløften, for vi ved, at hvis vi vil lade fremtiden komme først
Må vi først lægge uenigheden bag os
Vi strækker våben
Så vi kan strække hænderne ud
Til hinanden
Vi ønsker ingen ondt og alle godt
Lad kloden, om ikke andet, sige, at dette er sandt:
At selv mens vi sørgede, spirede vi
At selv mens vi døjede, drømte vi
At selv mens vi trættedes, turde vi
At vi altid til være bundet, i sejr
Ikke fordi vi aldrig mere vil møde nederlag
Men fordi vi aldrig mere vil så splid
Skrifterne beder os om at forestille os
At vi alle skal sidde under deres egen vinranke og eget figentræ
Og ingen skal gøre dem bange
Hvis vi skal leve op til vores egen tid
Vil sejren ikke ligge i knivens blad
Men i alle de broer vi har bygget
Det er den lysning vi er blevet lovet
Det bjerg, vi bestiger
Hvis blot vi tør
For at være amerikaner er mere end den stolthed, vi har arvet
Det er den fortid, vi træder ind i
Og vores måde at reparere den på
Vi har set en kraft, der ville knuse vores land
I stedet for at dele ud af det
Ville knuse vores land, og udslette demokratiet
Det var meget tæt på at lykkes
Men selv om demokratiet midlertidigt kan sættes ud af kraft
Kan det aldrig blive besejret for altid
Denne sandhed
Denne overbevisning, stoler vi på
For mens vi retter blikket mod fremtiden
Retter historien blikket mod os
Dette er den retfærdige forløsnings tid
Vi frygtede dens begyndelse
Vi følte os ikke klar til at være arvinger
Til så skræmmende en stund
Men i stunden fandt vi styrken
Til at skrive et nyt kapitel
Til at unde os selv håb og latter
Engang spurgte vi, hvordan vi på nogen måde skulle kunne besejre katastrofen?
Nu spørger vi
Hvordan skulle katastrofen nogensinde kunne besejre os?
Vi vil ikke marchere tilbage til det, der var
Men bevæge os hen til det, der skal blive
Et land, der er forslået, men helt
Mildt, men modigt
Fyrigt og frit
Vi vil ikke lade os tvinge tilbage
Eller skræmme til at standse
For vi ved, at vores inaktivitet og inerti
Arves af den næste generation
Vores brølere bliver deres byrder
Men én ting er sikker:
Hvis vi forener nåde med styrke
Og styrke med ret
Bliver arven efter os en kærlighed
Som forandrer vores børns førstefødselsret
Lad os efterlade et land
Der er bedre end det, vi fik
Med hvert åndedrag fra mit bronzeudhamrede bryst
Vil vi rejse denne sårede verden til et vidunder
Vi vil rejse os fra Vestens forgyldte bjerge
Vi vil rejse os fra det forblæste Nordøst
Hvor vores forfædre greb til revolution
Vi vil rejse os fra de søomkransede byer i Midtvestens stater
Vi vil rejse os fra det solrige Syden
Vi vil genopbygge, forsone og genvinde
Og fra hver en afkrog og hvert et hjørne af vores land
Vil vore medborgere, mangfoldige og smukke
Fremstå forslåede og smukke
Når dagen gryr, træder vi ud af skyggen
Brændende og frygtløse
Daggryet blomstrer, når vi befrier det
For der er altid lys
Hvis bare vi tør se det
Hvis bare vi tør være det