Navigation: Quicklink   
Start  >  Løb & sport  >  Bjergløb  > Sierre-Zinal
 
 Opdateret 10-01-03  
Sierre-Zinal, la course des 5 quatre mille

Sierre-Zinal
La Course des cinq 4000

Logo Sierre-Zinal Længde: 31,1 km
Start: Sierre, 585 m
Højeste punkt: Nava, 2425 m
Mål: Zinal, 1680 m
 
Opstigning: 2000 m
Nedstigning: 905 m
Hældning: 9,3 %
Løbsrekord, mænd: 2:29:12 - Jonathan Wyatt (NZL) 2003
Løbsrekord, kvinder: 2:56:41 - Angela Mudge (GBR) 2001
Hurtigste dansker: 3:17:27 - John Schaldemose (Sparta) 1991
Sierre-Zinal er nok det mest berømte bjergløb i Schweiz, der finder sted hvert år, på den anden søndag i august. Løbet forløber overvejende ad skovveje og bjergstier, og henved et par km fører gennem blokmark og stenet terræn. Der er ca. 1300 løbere og 2500 turister (vandrere) der stiller op til løbet, fordelt med ca. en trediedel fra Wallis, en trediedel fra øvrige Schweiz og en trediedel fra udlandet. Sierre-Zinal blev afholdt første gang i 1974, og kunne i 2003 fejre sit 30 års jubilæum. I 2002 gjorde jordskredsfare grundet heftigt skybrud dog at løbet blev afbrudt i Chandolin.
Profil: (kilde: www.sierre-zinal.com) Profil på Sierre-Zinal
Ruten starter i den østlige udkant af byen, ved vejudfletningen mellem amtsvejen, landevejen mod Anniviers og den nyåbnede motorvej. De første ca. 700 meter følger man landevejen, derefter den gamle muldyrsti til Niouc, og herfra går det stejlt op til Ponchette i 1870 meters højde. Disse fire km er rutens stejleste med en hældning på 20-25 % og kun de allerbedste kan løbe her. Herefter fører brede skovveje frem til Chandolin, der nås efter 12 km. Størsteparten af opstigningen er nu tilendebragt, men man gør klogt at have økonomiseret med kræfterne så man er frisk når man forlader Chandolin. Der er fortsat 19 km tilbage, og bortset fra den sidste stejle stigning op mod Hotel Weisshorn har man mulighed for at løbe igennem på resten af turen. Højeste punkt, Nava, passeres efter godt 23 km, men først ved Lirec, tre km før mål går det for alvor nedad. Nedløbet til Zinal er meget stejlt, og der er her som det eneste sted på ruten frit valg mellem en serpentinsti eller direkte ned over den græsklædte bjergside. Med mindre man er helt klar i hovedet bør man tage serpentinstien for at undgå skader eller endog styrt. Opløbet finder sted midt i byen og tiltrækker hundredvis af tilskuere.

Depoter og service: Sierre-Zinal er et meget velorganiseret løb. Der er seks depoter undervejs: i Beauregard (4,7 km), Ponchette (7,5 km), Chandolin (12 km), Tignousa (15,5 km), Hotel Weisshorn (20 km) og Barneuza (26 km). Herudover tilbyder arrangørerne også overnatning i fællesrum i Sierre natten før løbet, morgenmadsbuffet, bagagetransport samt transport mellem Zinal og Sierre før og efter løbet, ligesom der søndag morgen er en pendelbus, der kører mellem forskellige opsamlingssteder i Sierre og ud til startområdet. Præmien for at gennemføre løbet består af en medalje med løbets logo på den ene side og et relief af en af løbets 4000m-toppe på bagsiden. Gennemfører man løbet fem år i træk opnår man derved en komplet samling af de fem bjerge. Efter løbet arrangeres der endvidere stor byfest i festteltet bag målområdet.

1991: Passagen under La Nava, højeste punkt på Sierre-Zinal

1993: Nær Tignousa, en af de lettere strækninger på Sierre-Zinal

1995: I det kølige og overskyede vejr denne dag havde jeg mit bedste løb

1996: Nær Chalet Blanche, ved starten af den sidste stigning op mod Hotel Weisshorn.

Egne erfaringer:

1991: Min første deltagelse i Sierre-Zinal var nær aldrig blevet til noget, da jeg få dage efter min tilmelding havde et uheld på Zinalrothorn. Men da lægen ved min udskrivning fra hospitalet sagde at der ikke kunne blive tale om at løbe nu, måtte jeg nødvendigvis stille op.

1992: Jeg forbrød mig mod grundreglen, der siger at man skal være frisk når man når til Chandolin, havde kørt for hårdt på under opstigningen og havde meget langt hjem.

1993: I år havde jeg lært lektien, ankom til Chandolin 11 minutter senere end året før, og skar to timer af den sidste halvdel. Men så havde jeg også så travlt at jeg måtte bruge træerne som bremse under nedløbet til Zinal.

1995: Takket være et behageligt køligt vejr og moralsk opbakning fra Martin Rørdam fik jeg dette år min hidtil bedste tid.

1996: Manglende træning og dårlig forberedelse gjorde at jeg ikke kunne forvente en god tid, men et lavt udgangstempo gjorde at jeg alligevel holdt hjem.

1997: Denne gang havde jeg trænet lidt mere de forudgående måneder, og kombineret med en kold vind på løbsdagen kom jeg i mål i en acceptabel tid.

1998: Temperaturer op til 38° gør at jeg må udgå ved Barneuza, fem km fra mål. Forventet sluttid ved Hotel Weisshorn omkring seks timer.

Sierre-Zinal, egne tider
Dato Løb Tid min./km
11.08.1991 Sierre-Zinal 4:46:03 9:12
09.08.1992 Sierre-Zinal 6:13:21 12:00
08.08.1993 Sierre-Zinal 4:13:27 8:09
13.08.1995 Sierre-Zinal 4:11:24 8:05
11.08.1996 Sierre-Zinal 6:04:06 11:42
10.08.1997 Sierre-Zinal 5:31:49 10:40
09.08.1998 Sierre-Zinal Udgået efter 26 km

I nærheden af Chandolin bliver stigningen mindre og der bliver frit løb
Foto © Adriane Claude.



Interne links:

Blog 12-08-01: Ny løbsrekord i Sierre-Zinal
Eksterne links:

Sierre-Zinal