Navigation: Quicklink   
Start  >  Løb & sport  >  Bjergløb  > Thyon-Dixence
 
 Opdateret 28-12-04  
Sierre-Zinal, la course des 5 quatre mille

Thyon-Dixence

Logo Thyon-Dixence Længde: 16,35 km
Start: Thyon, 2095 m
Højeste punkt: Mirador, 2420 m
Mål: Grande-Dixence, 2365 m
 
Opstigning: 700 m
Nedstigning: 430 m
Hældning: 6,9 %
Løbsrekord, mænd: 1:08:28 - Jairo Correa (COL) 1990
Løbsrekord, kvinder: 1:21:07 - Isabella Moretti (SUI) 1994
Hurtigste dansker: 1:37:03 - Martin Rørdam (Ben Hur) 2004
Thyon-Dixence bliver på mange måder betragtet som en lillebror til Sierre-Zinal. Løbet finder sted hvert år på den første søndag i august og ligger således altid en uge før Sierre-Zinal. Der er derfor en hel del der deltager i Thyon-Dixence for at foretage en sidste afpudsning af formen inden det store løb. Herudover har de to løb dog ikke meget til fælles. Thyon-Dixence er specielt på den måde at lange etaper af løbet fører svagt ned ad bakke i ukompliceret terræn, hvorved man får den positive oplevelse det er at kunne løbe for fuld fart i dette bjergterræn. Løbet samler ca. 350 løbere og det halve antal turister (vandrere).
Profil: (kilde: www.thyon-dixence.ch) Profil på Thyon-Dixence
Ruten starter ved indkørslen til skisportsghettoen Thyon 2000 højt over Sion, og efter en tur på græsplænerne rundt om centeret fører ruten op over en grov vej, der i jævn stigning fører op til Termeno Ro i 2370m for foden af Mont Carré. Herefter følger en dejlig lang etape, hvor ruten i bløde sving fører ned over enge og græsmarker de næste syv km frem til Le Touéno. Her kommer en lille opstigning gennem klippeterræn, hvorefter man får yderligere en km ned ad bakke. Men så er det også slut med det lette løb. Stien stiger nu gradvist i højde frem til et lille pas før bjergbækken Chenna. Denne bæk kan krydses over en bro eller ved siden af, hvorefter nok den stejleste opstigning står for tur. Den er heldigvis ikke særlig lang, og på den anden side går det stejlt ned over en serpentinvej til den gigantiske Grande Dixence dæmning. Denne dæmning er med 249m verdens højeste dæmning og spærrer hele dalen af. Målet er godt midtvejs ude på dæmningen og virker meget tæt på, men dæmningens dimensioner snyder, for faktisk er der godt 600m at løbe på toppen af dæmningen til man er i mål.

Depoter og service: Med uregelmæssige mellemrum findes undervejs på ruten tre depoter med vand, saft og frugt, ligesom der er forplejning i mål. Thyon-Dixence er sympatisk på den måde at præmien for løbet består i at man får udleveret den officielle løbstrøje, men den gives kun til dem som har gennemført løbet og kan derfor ikke købes for penge, kun for sved. Der er transport af bagage med lastbiler fra start til mål, ligesom der efter løbet kører flere busser tilbage til start i Thyon. Ud over disse busser er løbet forholdsvis svært at kombinere med offentlig transport.

1995: Nær lejrpladsen ude langs Thyon-Dixence ruten, i baggrunden Mont Carré Egne erfaringer:

1993: Nysgerrigheden havde drevet mig til dette fjerne hjørne af Wallis, og jeg blev rigeligt belønnet ved deltagelsen i Thyon-Dixence. At få lov at løbe næsten 10 km ned ad bakke her i bjergene var en rigtig positiv oplevelse.

1995: Denne gang havde jeg slået lejr en halv uges tid ved en sø ca. 3 km ude på ruten, hvilket gjorde det lettere at komme frem og tilbage til Thyon. Men afstanden gjorde dog at jeg måtte takke nej til invitationen til Jairos sejrfest.

2004: Efter seks års pause fra bjergløb havde jeg sat mig for, atter en gang at gennemføre et bjergløb i det schweiziske, selv om jeg ikke rigtigt havde formen til det. Dog havde jeg udholdenhed nok til at holde dampen oppe så jeg jeg kunne løbe i mål på den forventede tid.

Thyon-Dixence, egne tider
Dato Løb Tid min./km
01.08.1993 Thyon-Dixence 1:45:12 6:26
06.08.1995 Thyon-Dixence 1:50:17 6:45
01.08.2004 Thyon-Dixence 2:51:12 10:28

Nedstigningen til bjergbækken Chenna to km før mål.



Interne links:

 
Eksterne links:

Thyon-Dixence
Hotel La Cambuse