Navigation:    
Start  >  Løb & sport  >  Motionsløb  > Julestjerneløbet
 
 Updated 21-09-08  

Julestjerneløbet

Længde: 15,93 km
Start: Store Dyrehave
Mål: Store Dyrehave
Stævneplads: Byskolen, Hillerød
Deltagergebyr: 80 kr.
 
Terræn: Let kuperet
Underlag: Grusstier
Andre distancer:
4,28 km; 9,20 km
Løbsrekord, mænd: 53:03 - Christian Friis (Langgarv.) 1996
Løbsrekord, kvinder: 1:02:12 - Kersti Jakobsen (KIF) 1995
Hurtigste dansker: 53:03 - Christian Friis (Langgarverne) 1996
Julestjerneløbet er efterhånden blevet et af de klassiske efterårsløb i Nordsjælland, omend næppe så berømt som Eremitageløbet og Gribskovløbet. Løbet finder sted i Store Dyrehave i starten af december, på den anden søndag i advent, og er som noget ganske særligt et ægte stjerneløb, idet det meste af ruten går ud og hjem fra det centralt beliggende ottevejskryds. Løbet er også traditionelt i den forstand at mange løbeklubber og foreninger har løbet som fast indslag i deres juleforberedelser, og for mange kan det først blive jul når man har været ude og runde Julestjernen, hvorefter man mødes til glögg og æbleskiver på Byskolen. Julestjerneløbet fejrede 25 års jubilæum i 2005, og i alt deltager ca. 700 løbere.
Ruten: Centralt i Store Dyrehave ligger Stjernen, hvor otte skovveje mødes, og efter at have løbet fra starten ved Overdrevsvejen ind til Stjernen løber man ud ad de seks stjerneveje, en af gangen (markeret A-F), til et vendepunkt hvorfra man returnerer til Stjernen for at løbe ud ad den næste stjernevej. Således er Stjernen midt under løbet et mylder af løbere der kommer fra alle sider for at krydse over til en anden stjernevej, inden det til sidst går hjemover ad den ottende og sidste stjernevej. Ud over den klassiske og fulde Julestjerne tilbydes der også en 9,2 km rute hvor man kun løber tre stjerneveje samt endelig en 4,2 km rute der blot er ud til Stjernen og hjem igen.
Depoter og service: Der er depoter med vand og saft i Stjernen og i mål samt ofte for enden af stjernevej F, herudover er der også frugt i mål. Efter løbet er der mulighed for at købe forfriskninger samt glögg og æbleskiver på Byskolen, som man kan nyde i den store sal. Der findes bad og omklædning på Byskolen. Der er kun fem minutters gang fra Hillerød station til Byskolen, hvorfra der er en markeret rute på ca. halvanden km langs Kongevejen til start og mål.


Egne erfaringer:

1990: To måneder forinden havde jeg løbet mit første marathon, men herefter havde jeg været seks uger i Nepal, hvor jeg ikke fik løbet så meget. Vel hjemme igen tog jeg dog straks løberiet op igen, og efter en tur Bagsværd Sø Rundt løb jeg dette løb for første gang. Og selv om skoven var sneklædt og vejene isglatte kunne det ikke tage lysten fra mig.

1991: I efterårets løb var jeg begyndt at løbe fast i Sparta, hvilket gav mig masser af inspiration. Og da der var adskillige fra min løbegruppe der også deltog i løbet i år er det måske ikke så underligt at jeg her fik min bedste tid nogensinde.

1994: Efter to år hvor jeg havde koncentreret mig om andre løb vendte jeg nu tilbage til Julestjerne-løbet. Det var rigtigt et dagen-derpå løb, idet jeg lige havde været til julefrokost aftenen (og en del af natten) forinden.

1995: Jeg havde løbet et længere O-løb dagen før, så jeg forventede ikke så meget. Men da dagen oprandt med sol fra en frostklar himmel kunne jeg alligevel godt blive inspireret.

2005: Ti år senere, og bortset fra lidt Fælledparksstafet blev dette mit første motionsløb i over fem år! Tiden var ikke just fremragende, men jeg holdt et jævnt tempo hele vejen igennem og havde egentlig ikke problemer med distancen, selv om det var første gang i fem år jeg havde løbet så langt uden stop.

2006: Et af de bedre løb, hvor jeg denne gang følte jeg havde overskud under hele løbet, idet jeg trods alt havde fået løbet en del i løbet af året.

Julestjerneløbet, egne tider
Dato Løb Tid min./km
09.12.1990 Julestjerneløbet 1:17:23 4:53
08.12.1991 Julestjerneløbet 1:08:04 4:16
04.12.1994 Julestjerneløbet 1:12:59 4:35
03.12.1995 Julestjerneløbet 1:09:37 4:22
04.12.2005 Julestjerneløbet 1:35:18 5:59
03.12.2006 Julestjerneløbet 1:32:43 5:49


Interne links:

Blog 03-12-06: Første tegn på jul
Eksterne links:

Julestjerneløbet