|
Selv om man blot er ganske simpel motionsløber gælder det nok for de fleste at man fra tid til anden får lyst til at prøve sig selv af ved et officielt motionsløb, med tidtagning og det hele. Næsten 20.000 løbere stiller op hvert år op til Eremitageløbet, og et tilsvarende antal stiller op til Eventyrløbet i Odense eller Marselisløbet i Århus. Og selv personer som ikke kunne forestille sig at stille op ved et motionsløb stiller gladeligt op sammen med arbejdskollegerne ved DHL Stafetten i Fælledparken i København, eller 1900 Stafetten i Århus. Derfor er det ganske relevant også at kigge lidt på hvad der tilbydes af muligheder for motionsløb herhjemme.
En af de bedste kilder til motionsløb i nabolaget finder man ved at gå ind på Trimguidens hjemmeside hvor man ved hjælp af forskellige søgekriterier let kan finde frem til et løb af en passende distance i nabolaget. Jeg vil også med tiden lægge en håndfuld anmeldelser ind her på siden af forskellige motionsløb som jeg selv har deltaget i og som jeg gerne kan anbefale.
Det første motionsløb jeg selv deltog i var Bagsværd Sø Rundt, som i sin tid blev arrangeret af Sparta, og som jeg selv deltog i første gang i begyndelsen af 1990. Allerede dengang var jeg tillokket af ruter som ikke nødvendigvis førte ad asfalterede veje, og hvor man overvejende løb i skoven. Siden fandt jeg dog ud af, at hvis man vil løbe på gode tider er asfaltruterne som regel hurtigere end grusstierne. Men stadig i dag, hvor jeg ikke har så meget tempo på, foretrækker jeg klart de kuperede grusløb, og gerne på en eller anden skæv distance.
Jeg har op gennem 90'erne løbet en lang række forskellige motionsløb, men for ikke at komme med alt for mange forældede oplysninger vil jeg i vidt omfang kun anmelde de forskellige løb efter at jeg selv har løbet dem igen i nyere tid.
|
B.T. Halvmarathon Julestjerneløbet CV Løb & sport |
Trimguiden Sparta |