Med de andre spartanere i Paris for at løbe marathon

For mange er et marathonløb den ultimative løbemæssige udfordring, og således var det også for mig, da jeg i 1990 for alvor begyndte at løbe. Naturligvis skal kroppen dog gradvist have mulighed for at tilpasse sig de lange distancer, og jeg satte mig det mål, at jeg inden den årlige sommerferie i Alperne skulle have deltaget i et halvmarathon samt under træning have løbet et enkelt pas på 30 km. Og det sidste delmål fik jeg opfyldt da jeg den 16. juni gennemførte Køge halvmarathon i tiden 1:37:10. Herefter var det 'blot' at fortsætte træningen efter sommerferien så jeg var klar til den store udfordring.

Jeg havde bevidst udvalgt Berlin Marathon, dels fordi Berlin allerede dengang havde et meget positivt ry for at der var stor opbakning til løberne fra befolkningen, og dels fordi jeg med Berlin kunne rejse sammen med mine træningskammerater fra Sparta. Der var så stor interesse for løbet at vi havde tilmeldt to busfulde, og derved kunne jeg få en hel weekend hvor jeg ikke skulle koncentrere mig om andet end at forberede mig på og gennemføre løbet.

Som førstegangsløber i et marathon får man som regel plads godt nede bagi, men det er slet ikke så dumt endda, da man derved forhindres i at starte ud for hurtigt. Med over 20.000 deltagere gik der et halvt minut fra starten inden jeg selv passerede startlinien, og yderligere et minut før jeg så småt kom op i løbetempo - den første km brugte jeg således over 10 minutter på! Men med det højeste tempo mellem 20 og 30 km og det langsomste mellem 0 og 10 måtte jeg konkludere at jeg havde haft et perfekt løb.

Mere vil have mere, og året efter tog jeg til Berlin igen. Dette gang skar jeg over en halv time af min tid, og jeg begyndte at øjne en mulighed for at kunne løbe en marathon under tre timer. Det var dog først da jeg flyttede min marathonsæson fra efteråret til foråret det lykkedes. Jeg får ofte problemer med at løbe langt når det er for varmt, og ved at løbe marathon om foråret skulle jeg løbe de lange og tunge ture i vinterhalvåret, hvilket passede mig udmærket. Og belønningen kom da jeg i Hannover brød den magiske grænse på tre timer.