Navigation:    
Start  >  Løb & sport  >  Bjergløb  > Pikes Peak Marathon
 
 Opdateret 27-09-08  

Pikes Peak Marathon

Længde: 42,195 km
Start: Manitou Springs, 1918 m
Højeste punkt: Pikes Peak, 4299 m
Mål: Manitou Springs, 1934 m
 
 
Opstigning: 2381 m
Nedstigning: 2366 m
Hældning: 11,3 %
Løbsrekord, mænd: 3:16:39 - Matt Carpenter (USA) 1993
Løbsrekord, kvinder: 4:15:18 - Lynn Bjorklund (USA) 1981
Hurtigste dansker: 5:19:41 - Martin Rørdam (Bagsværd) 2006
 
Pikes Peak Marathon går for at være det ultimative bjergløb i USA. Løbet finder sted nær Manitou Springs i Colorado og går op over den store skrænt mellem fladlandet der dækker den østlige halvdel af Colorado og højplateauet med Rocky Mountains der dækker den vestlige del af staten. Netop ud for Manitou Springs er højdeforskellen op over skrænten den største, og derfor er det naturligt at lægge dette ultimative bjergløb her. Pikes Peak Marathon afholdes den tredie søndag i august og går fra Manitou Springs til toppen af det 4300m høje bjerg Pikes Peak og retur. Løbet er blevet afholdt siden 1956 og fejrede således i 2005 50 års jubilæum. Trods den store højde er der overraskende gode stier på størstedelen af ruten, omend det ikke er unormalt med sne i rutens øverste dele.
Profil (højde i 1.000 fod, distance i miles):
Ruten starter ved Memorial Park midt i Manitou Springs og følger de første to km landevejen op til dalstationen af tandhjulsbanen. Man løber langs jernbanen en bid vej, drejer så op over bjergsiden og når snart Barr Trail som man følger til toppen af Pikes Peak. De første fem km stiger stejlt op over østsiden af Rocky Mountain (tidligere: Mount Manitou) i flere serpentiner, mens de næste fem km kun stiger svagt op over den brede grat mellem Rocky Mountain og Pikes Peak. Stien begynder nu atter at stejle til. Efter ialt 13 km løb når man Barr Camp i 3109m og stigningen fortsætter op til A-Frame shelteret der står ved trægrænsen i 3597m højde, fire km senere. Her starter den hårdeste del af løbet, hvor man de sidste fem km løber ovenfor trægrænsen til toppen af Pikes Peak. Ruten er ikke væsentligt stejlere her, men den tynde luft gør sig nu bemærkbar. Rutens højeste punkt i 4299m højde nås efter 22 km, og herefter går ruten tilbage samme vej til målet ved hjørnet af Ruxton og Manitou Avenues i Manitou Springs.

Depoter og service: Der er otte depoter undervejs på ruten, og idet man løber op og ned ad samme rute giver det ialt 14 muligheder for at tanke væske og andre forfriskninger undervejs. Depoterne er beliggende ved Barr Trail (3 km), Incline (4,5 km og 38,4 km), No Name Creek (7 km og 36 km), Bob's Road (8,5 og 34,4 km), Barr Camp (12,2 og 30,6 km), A-frame (16,4 og 26,5 km), Cirque (19,1 og 23,7 km) og Summit (21,4 km). På depoterne No Name Creek, Barr Camp, A-frame og Cirque samt i mål er der vand, Gatorade, energibarrer, frugt, cookies og pretzels, på de øvrige depoter er der kun vand. En kortere version af løbet, Pikes Peak Ascent, går 'kun' til toppen af bjerget og afholdes dagen før. Antallet af løbere er begrænset til 800, dog 1800 for Pikes Peak Ascent. Under løbet er der bagagetransport fra start til mål, og i forbindelse med løbet er der fredag og lørdag en marathonmesse i Manitou Springs, ligesom der er pasta party både fredag og lørdag aften. Efter løbet er der præmieoverrækkelse samt fri mad og drikke og mulighed for massage i den nærliggende park.

Egne erfaringer:

2005: Havde ikke løbet løbet endnu men travede hele ruten igennem da jeg besteg Pikes Peak under vinterforhold i april. Fik dog meget positivt indtryk af både ruten og omgivelserne og kunne godt have lyst til at kigge nærmere på Pikes Peak under sommerforhold...

2006: Gennemførte løbet for første gang sammen med Martin Rørdam. Mit løb var perfekt disponeret, men jeg blev noget generet af langsommere løbere på den højeste del af ruten, hvor der dårligt var plads til at overhale. Under nedløbet følte jeg dog også jeg manglede mere rutine i at løbe nedad, ligesom jeg manglede km i benene på den sidste fjerdedel nedenfor Barr Camp.

Pikes Peak Marathon, egne tider
Dato Løb Tid min./km
2006 Pikes Peak Marathon 8:22:31 11:55



Interne links:

Egne bestigninger: Pikes Peak
Blog 17-04-05: Langt højere bjerge
Blog 23-04-05: Kultbjerget Pikes Peak
Blog 20-08-06: Bjergløb i over 4 km højde
Eksterne links:

Pikes Peak Marathon
Matt Carpenter om Pikes Peak
Pikes Peak Course description