Robert:
Hurra, et gensyn med de Schweiziske Alper er højst anbefalelsesværdigt, og det var netop, hvad der skete denne smukke lørdag morgen, hvor jyderne Jesper, Robert og Pernille mødtes med Keld, Carsten, Katrine, Tom, Kenneth og ikke mindst vores rebleder, Jan Elleby. Efter nogle timers søvn mødtes vi til fadøl og diskussion af vores forventninger og ambitioner. Vejrudsigten var flot, og det blev besluttet at lave en samlet tur næste dag til Täschhütte, 2701m, hvorfra der var flere muligheder.
Næste morgen tog vi det stille og roligt, da vi kunne ”snyde” og køre i bil op til en anden hytte i ca. 2200 m, for derefter at nyde en stille gåtur op til Täschhütte. Det var en smuk tur med fin udsigt til Strahlhorn, en af bestigningerne på sidste års rebledertur. Tempoet var ganske adstadigt med mange pauser, da min Pernille var gravid i syvende måned, så det var en stor ”oppakning”, der var med. Fremme ved hytten, dukkede folk efterhånden op med undtagelse af Carsten, der ville støde til senere.

Katrine:
At sove i hytte er en mere speciel oplevelse end den er behagelig og var for mit vedkommende også den første gang. Rummet var ikke mere end 12 m2 og her skulle 12 mennesker altså finde hvile og ro til morgendagens strabadser. Da klokken blev omtrent 22 begyndte folk så småt at tørne ind, der var varslet tidlig start og man forsøgte desperat at få sovet bare et minimum af timer. Sengen vi alle skulle ligge i bestod af én kæmpemæssig trekant, der var opdelt i to etager og man havde fyldt dem med bløde skumgummimadrasser og tunge stive uldtæpper, der fik vi så at ligge som små bacon indsvøbte cocktailpølser, stive og ubevægelige af frygt for at sparke sidemanden ved den mindste bevægelse.
Nogle mennesker har et irriterende godt sovehjerte, de falder hurtigt i søvn og sover trygt om så væggene brast sammen om dem, det er desværre også gerne disse mennesker som snorker uforbeholdent kraftigt. Når man ligger sammen med så mange mennesker, lysvågen og stærkt stresset over ikke at kunne falde i søvn har man lyst til at gribe til voldsomme yderligheder og anvende drastiske metoder. Snorkeren i vores rum blev dog heldigvis vækket omkring kl. 1.30 om natten, da første gruppe stod op for at begive sig på ekspedition og vi andre fik derefter mulighed for at snyde os til lidt søvn indtil uret ringede kl. 3. Efter vaklen og intensiv jagt efter støvler, handsker, huer og steigeisen i halvmørket var vi klar til morgenmad og derefter ud i den frost og stjerneklare nat.

Jan:
Täschhütte ligger forholdsvist lavt, så det var en lang tur op over morænen til gletscheren. Vi havde gået en times tid da vi nåede op til Chummibodmen, en ganske populær bivuakplads, hvor vi skulle samle Jesper og Carsten op. De havde forsaget hyttens bekvemmeligheder til fordel for en nat under stjernerne, og som forventet dukkede de pludselig op i tusmørket.
Solens orangerøde stråler havde netop fanget toppen af Matterhorn da vi nåede op til Alphubelgletscheren og iførte os udstyret for den videre opstigning. Som vores første tur havde jeg foreslået en fælles opstigning til Alphubeljoch, en to timer lang gletschertur hvor dem som ikke havde været på gletscher før kunne få deres debut. Jeg kendte gletscheren som en ganske ukompliceret af slagsen, men der var dog kommet flere nye spalter i dens øvre parti, nok forårsaget af den kraftige nedsmeltning som dette område er udsat for.
Oppe i Alphubeljoch splittede vi holdet op, hvor de mere erfarne ville give sig i kast med Alphubel mens jeg tog Tom og Kenneth med på Feechopf. Denne er en ganske ukompliceret snetop, beliggende mellem Alphubel og Allalinhorn, men dog med en højde af 3888m. Det var 17 år siden jeg havde besteget Feechopf sidst, og dengang havde det meste af bjerget været skjult i skyerne. Jeg blev derfor positivt overrasket over, hvor god udsigten rent faktisk var fra Feechopf, og vi kunne med stor præcision følge Carsten og de andre på vej mod Alphubel.
Kenneth var primært gået med på Feechopf fordi han allerede havde besteget Alphubel på et tidligere tidspunkt, og han gik da også med lumske planer om at fortsætte videre ad graten fra Feechopf til Allalinhorn. Men efter at have set graten nærmere an valgte han alligevel at lade sig "nøjes" med Feechopf. Vi blev på toppen til Keld og Katrine kom op som det sidste hold, og herefter var det bare med at komme nedover inden sneen blev alt for blød. Da først vi var nede på morænen igen kunne det kun gå for langsomt, og det udviklede sig nærmest til små interne opgør om, hvem der kom først ned. Så humøret var højt, efterhånden som vi atter samledes i Täschhütte.

Carsten:
Efter en hård kamp for at finde en netcafé i Wallis, lykkedes det mig lige akkurat at nå op til Jesper Nyberg på bivaukpladsen lige inden mørkets frembrud. Og efter en hurtig gang pulverbaseret aftensmad, stod den på hyggesnak i poserne krydret med lidt whiskey under en smuk himmel.
Jeg sov derfor som en sten, da vækkeuret fortalte mig, at resten af holdet vil dukke op en halv time senere.
Resten af flokken kom som planlagt nede fra hytten, og da solen havde varmet os op til almindelig pludretemperatur, gik snakken livligt om mulige ruter på Weisshorn og Matterhorn, som så afsindigt attraktive ud.
Oppe i passet endte jeg i reb med Jesper og Robert, som også gerne ville en tur op ad sydøst-graten på Alphubel. Jeg fik lov at gå forrest, og kunne hurtigt mærke, at jeg bare kunne trække igennem med hensyn til tempoet. De to herrer bag mig skulle nok følge med.
Det var en fornøjelse, vejret var smukt og klatringen ukompliceret. Jeg vil tro, det tog os en god times tid at nå toppen af Alphubel, hvor Jesper og Robert indviede mig i deres helt egen tradition for at synge en obskøn vise fra en hjemmelavet sangbog efterfulgt af en lille spids fra en lommelærke.
Nedstigningen foregik via østflanken, hvor vi overhalede alle dem, som troede at sporet var en eller anden form for autoriseret nedstigningsrute. Den dybe sne gjorde det nemlig let at lave en form for glissade ved hjælp af nogle lange springende skridt. Og jeg havde ærlig talt lidt travlt, fordi en begyndende hovedpine fortalte mig, at jeg ikke helt havde overholdt de almindelig spilleregler for et 4.206 meter højt bjerg med min opstigningstid på under 12 timer fra dalen.
Men derudover var det nu en perfekt opvarmingstur, som varmt kan anbefales.

Keld:
Efter den første tur i højderne besluttede Carsten og jeg at fremskynde det planlagte forsøg på Rimpfischhorns (4199m) nordgrat. Det attraktive ved den rute er at den er mixed og har nogle interessante klatrepassager, når man skal forcere rutens karakteristiske gendarmer – syv stk. ialt. Specielt ideen om at bestige den første gendarm (”Grossen Gendarm”) direkte over kanten og abseile ca. 40m ned på bagsiden af gendarmen virkede appellerende. Men med en halvdårlig vejrudsigt på mellemlang sigt, var det med at komme af sted, hvis vi skulle nå at gennemføre projektet inden det annoncerede dårlige vejr. Vi startede derfor lejebilen om eftermiddagen onsdag 31.7, og kørte op til Täschalp, hvorfra vi trekkede op til Täschhütte. Herfra gik det videre op til – og senere på – Alphubelgletscheren (en tur der nu var velkendt!), hvorfra vi scramblede ca. 50-75 højdemeter ned på Mellichgletscheren. Efter at have forceret passagen mellem de to gletschere gik vi – nu indbundne – videre op i Allalinpass i 3564 meter, hvor vi slog lejr. Dvs. at Carsten forestod madlavningen, mens jeg satte teltet op. Maden var måske ikke ligefrem lækker, da Carsten blandede 2-3 forskellige ”Blå-Bånd” retter for at opnå den nødvendige konsistens...men ned kom det da! Derefter var vi klar til at gå til ro for at blive tidligt klar til morgendagens projekt. Det skulle imidlertid vise sig at projektet ikke skulle materialisere sig. Kl. ca. 2 sagde Carsten at han havde dundrende hovedpine og at han havde haft det siden om aftenen, men havde valgt ikke at kommentere på det. Vi besluttede os for at se tiden lidt an, men det var ikke bedre ved det planlagte afgangstidspunkt. Med en så alvorlig hovedpine var det naturligvis udelukket at forsøge at stige yderlige godt 600 højdemeter opad! Så vi måtte aflyse forsøget og pakkede i stedet grejet sammen ved otte-tiden om morgenen. Det eneste der stod tilbage var at nyde det gode vejr vi havde under nedstigningen. Ved et-tiden blev vejret, som forudsagt, markant dårligere.

Jesper:
Sidste år havde vi allerede kigget længselsfuldt på bjerget Dom. Alene det seje navn og så det faktum, at det er kåret som ”Most sweat” - det er det bjerg i Alperne, som kræver den højeste opstigning af sin bestiger – gjorde, at beslutningen lå lige for. Vi måtte prøve kræfter med denne udfordring. Da Roberts kæreste i sin gravide tilstand var selvskrevet camp manager, så skulle bestigningen klares hurtigst muligt, så vi kunne komme tilbage til lejren og hygge os. Så afsted vi kom i bagende solskin kl. 16.00 fra den lille hyggelige by Randa i 1408m. Målet var Domhütte i 2940m eller rettere en lille bivuakplads lidt højere oppe. Turen gik op igennem en smuk, gammel skov, indtil vi nåede trægrænsen i ca. 2200m, herefter stejlede stien til og gik over i en spændende klettersteig. Endelig ved 20-tiden nåede vi Domhütte, og efter en knap så lovende vejrudsigt fra krofatter fortsatte vi op for at finde et sted at sove. Vi nåede netop at spise vores aftensmad og krybe ned i vores soveposer med lånte bivuakovertræk fra Keld og Carsten, før det blev mørkt. En times tid senere begyndte det at småregne, og da vi havde fået vide, at overtrækkene kunne tåle en let byge, var det jo ikke noget at bekymre sig om. Dog varede det ikke længe, før det slog om til en strid regn, og så var det kun et spørgsmål om at vente, til regnen holdt op, eller det blev så vådt, at vi måtte kapitulere. Vandet trængte op nedefra, så jeg fandt en ny liggestilling, hvor jeg støttende på albuerne kunne længes ned til Domhütte en hundrede meter under os. Mirakuløst faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, kunne jeg kigge op på en stjerneklar nattehimmel. Da man som bekendt har god varme i en våddragt, sov jeg fint frem til kl. 3.00, hvor vi kom afsted en time senere. Der var ca. 30 mennesker, der ville på toppen, så der var nogle reblag at overhale på vej mod toppen. I ca. 3650 skal man opad et 80 meter højt klippeparti, hvilket var lidt for spændende p.g.a. de mange mennesker og den noget løse klippe. Endelig oppe valgte vi at følge NW-graten, som er mere direkte, og da der kun var fem andre med samme idé, så gav det lidt luft. Efter en lang og vedvarende opstigning nåede vi endelig til foden af hovedtoppen, hvor vi smed vores rygsække og klikkede ud af rebet for at lave de sidste 100 højdemeter. Her skulle der bides tænder sammen, men da vi nåede toppen i 4545m kl. 9.00, var alt skønt, og vi havde den smukkeste udsigt. Kort efter begyndte der at blive befolket, og vi satte kurs nedad, da vi jo havde 3137 højdemeter foran os. Samtidig begyndte skyerne at trække sig sammen, så det var ikke et sted at blive. Kl.16.30 var vi tilbage i Randa, vi kunne mærke alle vores muskler og især vores fodballer, men det havde været hele slidet værd.

Tom:
Da campingfatter havde lovet dårligt vejr om torsdagen, besluttede Kenneth og jeg at lave et endags forsøg på Pollux (4092 m) onsdag d. 31/7. Vi tog svævebanerne op i 3820 m ved Klein Matterhorn. Kl. 8:45 gik vi med isøkser og ”jern på” ud på Breithorn gletscheren. Planen var at gå bag om Breithorn massivet på den italienske side, og nå toppen via sydvestgraten, og ned igen inden den sidste tur ned med svævebanen. Efter et stykke tid hvor skyerne blev tættere og tættere, hørte vi en buldren i det fjerne. ”Var det torden eller en lavine?” spurgte jeg, ”hvis det kommer igen er det torden” var svaret fra Kenneth. Vi blev enige om at fortsætte. Det buldrede igen langt ude i det fjerne, men vi fortsætte lidt endnu, da vi mente at være tæt på indstigningen. Det havde været svært at se hvor langt vi var kommet pga. skyerne. Vi mente dog at efter ca. 2 timers gang måtte vi have tilbagelagt distancen som kortet angav hen til indstigningen. 5 minutter senere begyndte det at sne og vi besluttede straks at vende om og sætte de lange ben foran, så vi kunne nå tilbage inden sporet sneede til. På tilbagevejen måtte jeg gang på gang give Richard Goedeke ret, når han i hans rutebeskrivelse skriver at det farlige ved denne tur er at man kommer for hurtigt op i højden (ca. 2400 højdemeter på 1 t og 45 min.) med dårlig akklimatisering og overanstrengelse til følge. Da vi nåede tilbage til svævebanen kl. 12:30, fløj et slidt filmcitat rundt i mit hoved ”I’LL BE BACK”.
Fredag d. 2/8 gik vi igen ud på Breithorn gletscheren (kl. 8:25), og vejret var fint. Efter 2 timers gang stod vi ved sydvestgraten på Pollux. Det var ren klippe, så økse og jern røg i rygsækken, og vi fortsatte op uden de store problemer, udover lidt ventetid ved fixrebet godt 100 m under toppen. Oven for fixrebet, måtte vi igen have jern og økser fundet frem og tog så de sidste 100 m. Kl. 12:28 var så det store øjeblik hvor jeg havde klaret min første 4000 m top. Vi tog en hurtig frokost i højden, inden vi kl. 14:15 igen var ude på gletscheren. Da vi gættede på at den sidste svævebane gik ned fra Klein Matterhorn ved 16-17 tiden, var det bare med at komme ud over stepperne. Kl. 16:16 var vi så tilbage ved svævebanen. Vi havde været lidt nervøse på det sidste stykke da vi så at skiliftene var stoppet, men heldigvis havde svævebanefolket set os komme, så de ventede. Da jeg temmelig stakåndet spurgte hvornår den sidste tur gik ned, sagde han ”nu”, men efter at have kigget lidt nærmere på os sagde han ”OK om 10 min”. Han var nok ikke så vild efter at få os ind i kabinen med steigeisen på. Jeg havde lidt svært ved at få armene ned igen, oven på en af mine bedste oplevelser i nyere tid.