Sverige på langs
Etape 5: Markaryd - Hårsjö - Hässleholm
Skåneleden / Nord till Sydleden 1-3
64km, 3 dage
Som de fire foregående etaper er også denne etape "vendt
om", idet en stor del af ruten følger Skåneledens
"Nord till Sydleden". Derved vandres ruten i samme
retning som den officielle turbeskrivelse. Med udgangspunkt i
Markaryd, den største by i dette sydvestligste hjørne af
Småland, vandres langs søerne Lokasjön, Hannabadsjön og
Köphultasjön inden det bærer ind i skovene på grænsen mellem
Småland og Skåne. Vi når frem til Hårsjön hvor vi møder
Skåneledens omfattende stisystem, som vi herefter følger
sydover. Gennem Hörlingeåns smalle dalgang når vi frem til det
flotte og stærkt kuperede område omkring Vedema. Herefter
følger et noget kedeligt afsnit langs en hovedvej inden vi
gennem et kombineret øvelsesterræn og parkområde når frem til
denne etapes slutpunkt i Hässleholm.
Fra Markaryd og frem til Hårsjö benyttes almindelig
offentlig vej eller sti, og resten af ruten er afmærket med
orange bånd eller farve på træer og stolper.
Kort: Gröna kartan blad 4D SV Markaryd samt Skåneleden/Nord
till Sydleden del 1 (sidstnævnte i samtryk med rutebeskrivelse).
Vandringen mellem de mange småsøer uden for Markaryd er den perfekte start på en god tur.
Henrejse
Mellem Helsingborg og Markaryd kører SkåneExpressen flere
daglige direkte busser, rejsetid 1 time 45 minutter.
Find køreplan her
Dagsetaper
Dag 1: Markaryd - Hårsjö, 30km
Dag 2: Hårsjö - Vedema, 16km
Dag 3: Vedema - Hässleholm, 18km
Hjemrejse
Mellem Hässleholm og Helsingborg kører både bus og tog
dagligt og regelmæssigt; mellem Hässleholm og Malmö kører tog
i timedrift. Rejsetid i begge tilfælde ca. 1 time.
Find køreplan her
Turbeskrivelse
Dag 1 Markaryd- Hårsjö, 30km
Udgangspunktet for denne lange etape er byen
Markaryd, som
ud over at være et trafikalt knudepunkt også er det lokale
handelscentrum med alle nødvendige butikker. Fra busstationen
ved den nedlagte jernbanestation følges vejen mod syd, og snart
efter krydses det gamle jernbanespor til højre. Vejen ender i
en sti, som fører ned til Byasjön. Nu følger man stien rundt
om Byasjön og Lokasjön, et meget naturskønt område hvor der
også er mulighed for at bivuakere hvis man er ankommet om
aftenen. Alt for hurtigt når man frem til Oshult, 3km, hvorfra
man følger bivejen mod syd.
Efter 3km nås Hannabad hvor vi drejer mod venstre
og passerer gennem Hannabadsåsen, en stor rullestensås som er
opstået ved afslutningen af istiden hvor store spalter i den
inaktive is er blevet fyldt med morænesten, som er blevet
liggende efter at isen er smeltet væk. Lidt længere fremme nås
Hannabads gamle mølle hvor vejen krydser Strömmabäcken, 9km.
Vi drejer til venstre, og ved udstedet Köphult krydser vi
Europavej E4. Vi forlader nu det ekstensive landbrugsområde og
følger en lille, snoet bivej ind i skoven, hvor vi snart krydser
lensgrænsen mellem Småland og Skåne. Ved Backatorp, 15km
forlader vi bivejen mod højre, passerer gennem en gård og
videre ad en skovvej mod sydvest. Denne bliver snart en skovsti
inden vi når ud til en anden bivej, som vi følger mod venstre
(syd) til Frösboholma, 18km.
Vi fortsætter sydover, drejer til venstre i et
T-kryds, for kort efter, i Skinnaretorp, at dreje skarpt til højre. Med
overvejende sydlig retning følger vi nu flere små skovveje
inden vi når frem til Kristenstorp ved en lille opdæmmet sø,
21km. Nu følger vi en bivej videre mod syd og når en stund
senere frem til Lönsholma, 24km. Vi fortsætter mod syd, drejer
skarpt til højre i landsbyen Furutorp, krydser en landevej ved
Värsjöån, for til sidst at munde ud på en lille skovsti som
fører til den lille gård Norraljung, 28km.
Nu er der ikke langt igen, og vi følger gårdvejen
frem til landevejen mellem Vittsjö og Röke. Her møder vi
Skåneledens omfattende stisystem, som vi følger mod højre.
Endnu en gang til højre ned mod en gård, og overnatningspladsen
med vindskydd ligger inde i skoven til venstre, 30km. Vand og
toilet findes ved grusvejen.
Dag 2 Hårsjö
- Vedema, 16km
Vi er nu inde på Skåneledens stisystem, og de
orange markeringer angiver ruten det næste par dage. Man har fra
Hårsjö forbindelse til "Kust till Kust leden" som
fører mod vest (Åsljunga) eller øst (Osby), se Skåneleden nord,
Etape 5, men vi vandrer
tilbage samme vej vi kom til landsbyen Hårsjö, og drejer her
mod syd for at fange den rigtige sti, "Nord till Sydleden". Efter 4km nås lejrpladsen
ved Olastorp (vindskydd og vand) inden vi efter Hillarp stiger
ned mod Hörlingeån. Denne løber her i en bemærkelsesværdig
dal med stejle sider, og åens vand har i sin tid drevet
adskillige vandmøller. Kort før vi når bunden af dalen
passerer vi rastepladsen Möllarp som er velegnet til
frokostpausen (borde, bænke og toilet, men intet vand), 9km. Bemærk, at området omkring
Möllarp for tiden er vanskeligt passabelt efter stormfald på grund af stormen 13.-14. januar 2007.
Vi følger nu dalbunden små 3km inden vi når frem
til Aggarps skole. Umiddelbart efter skolen fører markeringerne
op ad den stejle dalside på højre hånd, men det kan bedre
betale sig at følge landevejen yderligere et par hundrede meter
og vælge en sidevej op over dalsiden, som møder den markerede
rute højere oppe. Efter en opstigning på 90 højdemeter flader
stien ud og fører nu i kuperet terræn de sidste tre km til
dagsmålet ved Hågnarp ovenfor Vedema, 16km. Her findes intet
vindskydd, men en ombygget lade kan give ly i regnvejr. Vand og
toilet findes ved grusvejen i vestlig retning.
Dag 3 Vedema
- Hässleholm, 18km
En kilometers vandring fører frem til en ås,
hvorfra man har en fortrinlig udsigt ned mod Barsjön, som nås
efter en stejl nedstigning over skrænten. Dette er et meget
naturskønt område, og alternativt kan man lave overnatning her.
Der er dog hverken vindskydd eller vand, men fiskeriet i søen er
frit. Ifølge sagnet lever der i søen en stor gammel gedde som skulle
være umulig at fange, men man har lov at forsøge. Ruten fortsætter
ned på den anden side af søen og når
ned til Rökeån. Har man lidt ekstra tid kan man følge en lille
sti ned langs åen og videre op til toppen af Vedema Hall, som
byder på en fremragende udsigt ned mod Finjasjön, rundturen
tager en lille time. Skåneleden krydser imidlertid Rökeån og
stiger op over den sydlige dalside mod riksväg 24, 3km. Denne
krydses, og vi fortsætter mod syd gennem et blandet landskab med
skov og græsningsområder. Vi når frem til riksväg 21 hvor der
ved en lille sø er en rasteplads med vand og borde/bænke som
indbyder til et frokosthvil, 9km.
Tidligere fortsatte Skåneleden på den anden side
af hovedvejen, men vejen er for tiden spærret af længere fremme ved jernbanen,
så indtil der bliver etableret en alternativ overgang er man
tvunget til at følge vejen i retning mod Hässleholm, først en
god km på hovedvejen, og hvor den bliver til en omfartsvej
følger man den gamle landevej til Finja, 12km. Finja er en
gammel by med op mod 1000 år på bagen og en kirke tilbage fra
1100-tallet. Her er købmand samt bus mod Hässleholm og
Helsingborg.
Vi forlader Finja mod øst, krydser en stor å og når
frem til ruinerne af Mölleröd kongsgård, som blev brændt ned
under den dansk-svenske krig i slutningen af 1600-tallet, 14km.
De næste tre km passerer gennem et skovområde, som både bruges
som træningsområde for den nærliggende militærkaserne samt
som rekreativt område for Hässleholms indbyggere. Her er mange
stier og skovveje, og vil man følge den markerede rute bør man holde godt
øje med markeringerne. Mister man den markerede rute er det dog
ingen ulykke, for hvis man blot holder mod øst når man
uvilkårligt frem til Hässleholmsgården, 17km. Her ligger
overnatningspladsen med vindskydd og vand, og der er såmænd
også mulighed for at overnatte indendørs på vandrerhjemmet.
Skåneleden fortsætter videre herfra, men denne etape af Sverige
på langs drejer til venstre efter en halv km, krydser under
jernbanen og videre frem til jernbanestationen i Hässleholm, 18km.
Vandret april 2000 med Allan Hilliger
|