Navigation: Quicklink   
Start  >  Vandring  >  Sverige  >  Dalarna  > Sverige på langs,
Etape 20
 Uploaded 20-09-09
18 19 20 21 22
På: vej mod Görälven med Fulufjället i baggrunden

Sverige på langs

Etape 20: Mörkret - Grövelsjön
Kungsleden

103km, 8 dage
For denne etape fra Mörkret til Grövelsjön er der p.t. to valgmuligheder: enten at følge Kungsleden gennem den nordlige del af Fulufjället og videre over Drevfjällen, eller at vælge den mere direkte rute ad grusvejen gennem skoven. De to varianter mødes nord for Flötningen, hvorfra de følges ad til Grövelsjön. For tiden er det kun den direkte rute ad grusvejene jeg har studeret nærmere, hvorfor det er den der præsenteres her.

Det meste af vejen følger vi grusvejene gennem skoven, med en mindre del i skoven på umarkeret sti og det sidste par dage overvejende på markeret sti oppe på fjeldet.
Kort: Fjällkartan blad W2 Fulufjället-Sälen og W1 Grövelsjön-Lofsdalen.



Henrejse

Mörkret kan nås på hverdage med en daglig eftermiddagsbus fra Särna. Fra København er det lettest at flyve til Arlanda udenfor Stockholm, hvorfra Nextjet flyver til Siljans flyveplads ved Mora. Herfra med flytaxa til Mora, hvorfra bussen kører mod Mörkret med skift i Särna, samlet rejsetid ca. 10 timer. Man kan også nå til Mora med toget via Mjölby og Borlänge, men man kan ikke påregne at nå frem tids nok til at nå bussen mod Mörkret, hvorfor man i givet fald må indkalkulere enten en overnatning i Mora eller en taxa fra Särna.
Find køreplan her



Dagsetaper

Dag 1: Mörkret - Hedarbustan, 8km
Dag 2: Hedarbustan - Eksjöberget, 18km
Dag 3: Eksjöberget - Skärvagen, 16km
Dag 4: Skärvagen - Øvre Skärvagen, 19km
Dag 5: Lille Skärvagen, 9km
Dag 6: Øvre Skärvagen - Näverlöppsvallen, 18km
Dag 7: Näverlöppsvallen - Grövelsjön vindskydd, 13km
Dag 8: Grövelsjön vindskydd - Grövelsjön, 2km



Hjemrejse

Med morgenbussen fra Grövelsjön kan man godt nå hjem samme dag. Bussen kører hver dag til Mora, hvorfra man tager toget til København med skift i Borlänge og Mjölby, så man er i København først på aftenen. Regn med cirka 13 timers transport i alt. Alternativt kan man fra Borlänge tage toget til Arlanda og flyve til Kastrup herfra, hvilket sparer ca. halvanden time.
Find køreplan her




Turbeskrivelse

Dag 1    Mörkret - Hedarbustan, 8km
   Vi står af bussen i Mörkret, lige før stikvejen op til hovedindgangen til Fulufjällets nationalpark ved Njupeskär. Fra stoppestedet følger vi landevejen tilbage og krydser elven Fulan, hvor vi på højre hånd finder en rasteplads med vindskydd. Umiddelbart før rastepladsen drejer vi dog til venstre og følger en grusvej op langs med E-bredden af elven, 0,7 km. Vi når frem til en håndfuld huse ved Hedarbustan, 8,4 km, hvor vi med lidt held finder en plads for vores første lejr.

Dag 2    Hedarbustan - Eksjöberget, 18km

   For dagens etape findes to alternativer: enten at følge grusvejene op langs Fulan eller vandre den umarkerede sti over Idrebustan og Slötjärnbustan. Begge ruter har deres udfordringer, idet første alternativ afhænger af at man kan krydse elven over en dæmning 5,5 længere fremme, hvorimod det andet alternativ muligvis byder på besværlig vandring gennem moseområderne, og det er uvist hvor fremkommelig denne sti er. De to ruter er stort set lige lange, men hvis man overvejer at gå ruten over dæmningen vil det være en fordel, om man aftenen forinden har recognosceret hvorvidt dæmningen er passabel.
   Alternativ A: Umiddelbart ovenfor Hedarbustan drejer en grusvej til venstre, fører ned til elven og videre op langs denne, frem til dæmningen ved Syndre Fulusjön, 5,5 km. Denne krydses, og en sti fører frem til en anden grusvej langs elvens modsatte side, 5,9 km. Vi fortsætter op langs søen og videre op langs elven, indtil vi krydser denne på en bro, 9,8 km. Nu fortsætter vi op ad grusvejen forbi Mellre Fulusjön, og videre frem til hovedvej 70, mellem Drevsjø på den norske side og Idre, som vi møder nedenfor Eksjöberget, 17,5 km.
   Alternativ B: Umiddelbart ovenfor Hedarbustan fortsætter vi ligeud i T-krydset, op langs Bustesbrunnan. Et par km fremme går en stikvej fra til venstre mod Idrebustan og vi følger denne frem til staldbygningerne ved Idrebustan, 3,0 km. Fra Idrebustan fører to umarkerede stier enten E om Valltjärnen og N om Slötjärnen eller W om begge søer, og vi vælger den bedste og når frem til Slötjärnbustan, 5,5 km. Her mødes stierne igen og vi fortsætter mod N, krydser Korsbäcken og stiger efterhånden gradvist ned mod Byggningbäcken. Vi når frem til en grusvej, 10,0 km, og strabadserne er ovre for denne gang. Vi følger nu grusvejen mod venstre og når kort efter frem til et lille naturreservat, hvor vi meget passende kan holde frokostpausen, 10,4 km. Efter frokosten fortsætter vi ad grusvejen mod NW, passerer Eksjön og når så frem til Riksväg 70, 15,9 km. Vi vandrer nu vestpå ad hovedvejen, og efter en km når vi frem til grusvejen nedenfor Eksjöberget, hvor den anden alternative rute over Syndre Fulusjön kommer ind fra venstre, 16,9 km.
   Fra det T-kryds, hvor de to ruter mødes går vi et par hundrede meter mod E ad hovedvejen, og følger så en stikvej til venstre, ned til en vendeplads, hvor jeg har tænkt mig natten kunne tilbringes, 400m fra T-krydset.

Dag 3    Eksjöberget - Skärvagen, 16km

   Fra vendepladsen vender vi tilbage til hovedvejen og følger nu denne en times tid mod W, og i udkanten af Drosbäcken fører en grusvej til højre, 4,8 km. Vi vandrer nu mod N ad denne grusvej med vejbom og når uden større højdeforskelle frem til Sörälven, som vi krydser på en bro, og hvor vi passende kan holde frokostpausen, 10,3 km.
   Fra Sörälven fortsætter vi ad den øde grusvej gennem skoven og når frem til Skärvagen, hvor grusvejen på den anden side munder ud i et T-kryds, hvor vi drejer til venstre, 15,2 km. Lidt ovenfor har elven delt sig op i flere arme, og jeg antager at det vil være muligt at finde en lejrplads her, 16,2 (5,9) km.

Dag 4    Skärvagen - Øvre Skärvagen, 19km

   Vi fortsætter i overvejende vestlig retning ad grusvejen og passerer nord om det lille udsted Skäråsen, 3,3 km, og når så frem til stikvejen mod udstedet Skärvagen, 6,1 km. Vi fortsætter dog ligeud, krydser et større moseområde og Skärvagsjön, og i svag stigning går det op mod Floholmen. Lige før vi når toppen af denne drejer vi imidlertid til højre ad en grusvej med vejbom, 10,1 km. Denne grusvej passerer forbi den ensomme hytte Skärvagsvallen og når så frem til Kungsleden, den markerede sti, der kommer op fra Flötningen, 16,1 km. Vi følger nu denne markerede rute mod højre ad en anden grusvej, og efter at have passerer Garnsjön når vi frem til vindskyddet ved Skärvagens øverste løb, som bliver vores station for de følgende to nætter, 19,4 km.

Dag 5    Lille Skärvagen, 9km

   Denne dag er i øjeblikket tiltænkt som en rast- eller reservedag hvis vi ikke skulle være nået frem til de planlagte lejre på tidligere etaper. I tilfælde af en overliggerdag kan dagen evt. bruges til et besøg ved hytten ved Lille Skärvagen, som jeg var på skitur til i februar 2003. Turen til hytten, som ligger på den norske side af grænsen, er på 9 km retur. Endelig er der selvfølgelig også mulighed for at skære en dag fra turplanen her.

Dag 6    Øvre Skärvagen - Näverlöppsvallen, 18km

   Vi er nu klar til at fortsætte selve vandreturen. Vi starter ud ad grusvejen, men efter en god km forlader den markerede sti denne og stiger direkte NE tværs over Källåsen for at fange en traktorvej på den anden side, 2,8 km. Vi følger nu traktorvejen ned, krydser Stupån og når frem til en grusvej, 7,3 km, nær Guttukojan, en raststue med fire brikse og brændeovn. Vi skal dog ikke til denne hytte, men holder i stedet til venstre frem til en anden hytte, Guttudalskojan, hvor vi passende kan holde frokostpausen, 10,8 km.
   Kungsleden krydser nu floden Guttan og følger grusvejen op til en vendeplads nær grænsen til Långfjällets naturreservat, 12,7 km. Her deler stien sig, hvor den højre gren fortsætter mod Storbäckvallen og den venstre går mod Grövelsjön. Vi vælger derfor den venstre sti, som fører frem til et første vindskydd ved Valan, 15,8 km, og kort efter endnu et vindskydd ved Näverlöppsvallen, der er dagens etapemål, 17,9 km.

Dag 7    Näverlöppsvallen - Grövelsjön vindskydd, 13km

   Vandringen fortsætter gennem den tætte granskov, og vi når frem til den århundredgamle bebyggelse Valdalsbygget, 2,7 km, der om sommeren stadig bliver brugt, og hvor der da også er mulighed for at købe en snack. Den gode vandresti fører nu frem til en en landevej, der krydser grænsen ind i Norge, men vi nøjes med at krydse landevejen ind i skoven på den anden side, 4,9 km. Vi nærmer os efterhånden Grövelsjön, og der bliver flere stier at vælge imellem. Vores sti fortsætter frem til Store Olån, som den stiger op langs med forbi et vindskydd og videre op til en raststue, 9,3 km. Frokosten kan tages her eller i et andet vindskydd lidt længere oppe ad stien, men er vejret fint er det måske det bedste at fortsætte langs bækken op til Silverfallet, et tre meter højt vandfald, så der også er noget at kigge på under frokosten, 10,2 km.
   Fra Silverfallet fortsætter stien over grænsen ind i Norge, men vi vælger stien mod nord, der til at begynde med følger grænsen, men som så efterhånden drejer østover og stiger ned til Grövelsjön, hvor vi ved søbredden, kort før broen over åen Grövlan, finder et vindskydd, som vi benytter til turens sidste overnatning, 13,0 km.

Dag 8    Grövelsjön vindskydd - Grövelsjön, 2km

   Tidligt om morgenen forlader vi vindskyddet, krydser broen over Grövlan og vandrer ad asfaltvejen ned til STF's fjeldstation i Grövelsjön, hvorfra vi tager morgenbussen tilbage til civilisationen, 1,6 km.

Ej vandret endnu !



Interne links:

Sverige på langs
Allemansrätten
Eksterne links:

Resplus - Samtrafiken / SJ
Dalatrafik
Valdalsbygget
Debatforum på Utsidan om Sverige på langs